Velkommen til tekstilkirkegården: To dokumentarer om genbrug, genanvendelse & greenwashing, du ikke må gå glip af

Date
sep, 30, 2021
Courtesy of The OR Foundation

Idag står den på to dokumentarer, som har været efterspurgt i stor stil. Og det skal I jo ikke snydes for, når de både er vanvittigt relevante ift. at forstå, hvor langt vi fortsat er fra en såkaldt bæredygtig modeindustri + kan ses online helt kvit og frit. Den første omhandler de sociale og miljømæssige slagsider af det tøj, vi smider i tøj-containeren under påskud af, at vi gør noget godt (I ved, den der feel-good feeling, der måske endda betyder, at man straks fortsætter med at udfylde den nyfundne plads i skabet?); og den anden understreger, hvordan fast fashions storstilede løfter om genanvendelses-programmer i brede træk er greenwashing. Og til det hele, har jeg suppleret med lidt kontekst i form af artikler, studier og observationer – herunder fra arbejdet med en forskningsartikel, jeg har lige har sendt afsted til peer review sammen med min gode kollega, Kat. Og billederne? De er generøst udlånt af The OR Foundation, som I også kan møde i indlægget her.

Genbrugets oversete værdikæde

Genbrug udnævnes alt for hyppigt som værende entydigt bæredygtigt og som løsningen på alle vores problemer – men som vi også har været omkring i andre indlæg, såsom her og her, afhænger genbrugets potentiale i den grad også af, hvordan vi forbruger det. Og lige nu tyder meget på, at det en del af en mere overordnet forbrugseskalation, der ingenlunde nedsætter efterspørgslen på nyt i tilstrækkelig grad.

Men en dimension, vi har til gode at dykke ordentligt ned i herinde, vedrører den tøj-indsamling, der sker via fx tøj-containere og genbrugsbutikker – omend jeg også kort har inkluderet det i indlægget her. Det skal siges, at der er omtrent ligeså mange systemer, som der er indsamlere (der både kan være NGO’er og private virksomheder), og derfor er det svært at lave en komplet generalisering ift., hvordan vores tøj rejser – og derfor kommer jeg heller ikke til at gå ind i, hvordan de specifikke fx NGO’er gør det (men spørg dem endelig – det er i den grad på tide, at også de bliver mere transparente). I det følgende har jeg i stedet forsøgt at gengive, hvordan det kan tage sig ud – og så lader jeg ellers dokumentaren om at visualisere tøj-indsamlingens potentielle miljømæssige og sociale slagsider. For de er til at tage at føle på.

Nuvel, af det tøj, der indsamles, er det kun en mindre fraktion (oftest det, i bedst stand eller med en særlig brandværdi), der sorteres fra til direkte gensalg i Danmark. Det, der ikke vurderes salgbart i Danmark bevæger sig ud på en noget længere rejse, hvor første stop kan være fx Tyskland eller Holland, hvor der yderligere kan blive sorteret fra til direkte gensalg og til fx downcycling til fyld i bilsæder, hundetæpper og lignende – hvilket er fint, bortset at der også her er meldt om mættede markeder (Ljungkvist et. al. 2018). Samtidigt estimeres det, at under ca. 1% af det indsamlede tøj bliver til nyt tøj (Ellen MacArthur Foundation 2017) – og det kan man så tygge på, når aktører som fx H&M, der i brede træk benytter sig af det samme system, beder en om at indlevere sidste års impulskøb i bytte for en rabatkode til mere nyt. Men tilbage til rejsen.

Courtesy of The OR Foundation

Fra vesteuropa går turen dernæst til Østeuropa, hvor det bedste af det resterende igen sorteres fra til direkte gensalg, førend det tilbageværende endnu engang sendes videre ud i verden – og sådan fortsætter det, indtil tøjet fx dukker op på og omkring Kantamanto Market i Ghana, som I kan besøge i den første dokumentar, samt på billederne i indlægget her. De mange videresalg og mellemmænd kan gøre det svært at vide, hvordan tøjet distribueres og under hvilke forhold – men lad mig med det samme understrege, at der altså ikke er tale om tøj, der doneres som nødhjælp, men om en handelsvare.

Fælles for genbrugsaktørerne, om det er NGO’erne i Danmark eller den lokale handlende på Kantamanto Market, er dog, at de er afhængige af det bedste og tynges af det værste tøj. Og med faldende kvaliteter og skyhøje kvantiteter, er det altså de sidste genbrugsled, der mærker den største belastning – både på lokalmiljøet og økonomien. Og af samme grund, ser jeg gerne, at vores tøj-indsamlere i Danmark begynder at offentliggøre deres politikker og procedurer for dette i langt højere grad, end det er tilfældet i øjeblikket. De er nemlig også en del af tøjets værdikæde, på lige fod med produktionen, og derfor er der også her brug for øget transparens og accountability, hvis I spørger mig. I virkeligheden bør det deciderede tekstilaffald sorteres fra der, hvor vi kan håndtere det – også selvom udfaldet er, at meget må afbrændes og bruges til varmeudvinding. Men se selv dokumentaren, og giv evt. også The OR Foundation, der er medvirkende i den, et visit, hvis I vil dykke yderligere ned i emnet.

Og så lidt food for thought, hvis man nu lige tænker “jamen, hvorfor tager de så imod det?” – Flere afrikanske lande prøvede i øvrigt så sent som i 2016-2017 at blokere for et influx af yderligere tekstilaffald fra Vesten, med det resultat, at USA truede dem med at ophæve en fuldstændigt essentiel frihandelsaftale. Så kom ikke her og sig, at der ikke er storpolitik i genbrug. Vil man læse mere om både det politiske magtspil, samt konsekvenserne for lokale tekstiltraditioner, lokalmiljøer og de mange mennesker, der både kæmper imod prispresset fra billigt genbrugstøj samt nyimport fra Kina, kan jeg i øvrigt varmt anbefale Maxine Bédat’s bog Unraveled (2021).

Og nej, det her betyder ikke, at du aldrig må putte noget i tøj-containeren igen eller at NGO’erne ikke har gode projekter. Men måske vi kan være lidt mere mindful’e omkring, hvad vi kasserer, og lægge den der omtalte feel-good feeling lidt på hylden, så den ikke ender med at legitimere et fortsat overforbrug?

Greenwashing forklædt som genanvendelse

Den næste dokumentar, jeg har på bedding til jer, knytter sig meget tæt til den første – og faktisk er Kantamanto Market også en af destinationerne for denne. Men her skal vi skridtet videre – vi skal nemlig se ind i, hvordan løftet om smarte genanvendelses-teknologier bruges til at camouflere fortsat overproduktion og overforbrug. Foruden at visualisere problemet fra flere vinkler, taler Livia Firth, der står bag Eco-Age-platformen (og var gift med Colin Firth, mind you), desuden med en række journalister og eksperter, som jeg følger tæt – herunder Veronica Bates Kassatly, der går hårdt til værks, når det kommer til at undersøge, om matematikken nu engang stemmer i de rapporter og påstande, der udgår fra industrien.

Som vi allerede har berørt, er det under 1% af vores kasserede tekstiler, der bliver til nyt tøj – og den procentdel skal uden tvivl op. Men at forestille sig, at genanvendelsen ikke har et ressourceaftryk, er vanvittigt. Det, der hyppigst genanvendes er selve tekstilfibrene – men disse skal fortsat forarbejdes for at få et second life, og i virkeligheden er det også her, at miljøpåvirkningen kan være særligt stor. Og hvor de sociale faldgruber er mange. Og hvis man nu med det samme tænker “jamen, hvad med genanvendt polyester?”, som man efterhånden kan finde mange steder, så har jeg skrevet om det lige her. Og spoiler – der er ikke ret meget genanvendt polyester over genanvendt polyester. Det er mestendels business as usual med et hint af aflad.

Og lidt mere food for thought – Tag H&M’s Looop-kampagne, hvor en one of a kind maskine + Maisie Williams i en virtuel verden på magisk vis skulle løse alle vores problemer. For nu at sætte det i relief, har H&M én maskine i én butik i hele verden, der tager 4 timer om at lave et stykke tøj om til et nyt – og der meldes altså ikke om, at der er flere maskiner på vej, mig bevidst. Sammenholder man det med, at Lucy Siegle (som du også møder i dokumentaren) for nogle år siden regnede på, hvor lang tid det ville tage H&M at genanvende, hvad de producerer på 48 timer, bliver det endnu mere latterligt – for det ville tage 12 år. Og selvom regnestykket har nogle år på bagen, synes jeg alligevel, at det viser, at der er lang vej igen, når det kommer til at lukke loop’et. Og at det centrale problem hviler et helt andet sted.

Kort opsummeret

Misforstå mig ikke, genbrug og genanvendelse er centrale greb, når det kommer til at løse de udfordringer, vi står overfor – men de alene løser ikke de faktum, at branchen producerer alt, alt for meget. Den reelle løsning ligger i at erkende, at en branche, der årligt producerer mellem 80 mia. og 150 mia. stykker tøj (yes, vi har en fejlmargin på 70 mia. stykker tøj afhængigt af, hvem man spørger), bliver nødt til at skrue gevaldigt ned. Jeg har sagt det utallige gange efterhånden, men førende forskere estimerer, at branchen skal nedbringe sit ressourceforbrug med 75-95% (Fletcher & Tham 2019). Fortsætter vi produktions- og forbrugseskalationen med det samme fast fashion-mindset, som har skabt problemerne i første omgang, så skyder vi i den grad ved siden af målet.

Men hvad kan du gøre? Tjo, du kan bruge dit tøj og efterstræbe kun at købe tøj, du reelt vil bruge (og bruge længe). Du kan prøve at være bevidst om, hvornår dit køb er drevet af, hvad du reelt har brug for – æstetisk såvel som praktisk – fremfor et (tomt) løfte om cirkulært aflad. Du kan være med til at starte en anden kultur omkring dig, hvor komplimenterne ikke kun tilfalder det nye tøj, men også handler om at anerkende andre for at bruge det, de har igen og igen – at gøre elsket tøj til fedt tøj, forstås. Du kan også stille spørgsmål til genbrugs-indsamlerne og gøre dem bevidste om, at de er en del af tøjets værdikæde, så vi forhåbentligt kan få øget transparensen – og slutteligt skal du ikke frygte tøj-containeren – men du kan med fordel bruge den med omtanke.

Og så lige en sidste ting – ny EU-lovgivning betyder, at DK og de øvrige medlemslande i højere grad er forpligtet på tekstilindsamling med henblik på bla. genanvendelse. Hvad det kommer til at betyde for transparensen i den videre værdikæde, må vi se – men den snak tager vi en anden dag.

Ok, lige en ting til til nørderne – under Nordisk Ministerråd bor der faktisk en frivillig certificering for genbrugsaktører. I rapporten, jeg har linket til, er der dog et enormt fravær af NGO’er – og nævnte indsamlere som UFF blev så sent som i år sat i stævne af Danwatch for at have doneret 0 kroner til nødhjælp, til trods for at det ellers har været deres formålsparagraf.

A big thank you to Liz Ricketts and The OR Foundation/Dead White Man’s Clothes-project, who have graciously allowed the usage of their images from and around the Kantamanto Market, and who continue to work for a justice-led circular economy. For more content, you can also find them on YouTube and Instagram.

Tak fordi du læste med.

+9

Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM

Secondhand First er en kombineret rådgivningsvirksomhed og forbrugeroplysningsplatform, der har til hensigt at hjælpe ambitiøse mode- og livsstilsvirksomheder og kritiske forbrugere med at navigere i tidens spørgsmål om bæredygtighed, ansvarlighed og forbrug.