Tirsdagsanmeldelsen – Peppermint Magazine

Date
maj, 17, 2020

Hver tirsdag kl. 8.00 anmelder jeg sammen med Johanne Stenstrup et medie, der beskæftiger sig med mode og bæredygtighed over Instagram Live – det være sig alt fra magasiner og bøger til podcasts og film. I denne indlægsserie samler jeg op på vores vigtigste overvejelser om et givent medie – for hvor progressivt er det? Gør det os klogere? Giver det os øget tøjglæde? Eller rammer det helt ved siden af? Det dykker vi ned i lige her.

Med et navn som Peppermint Magazine, er det nok ikke urimeligt at forvente et friskt pust. Og et friskt pust får man af denne uges medie. Med fokusområderne “style”, “sustainability” og “substance”, melder Peppermint sig da også ind i kategorien af magasiner, der sætter bæredygtigheden front and center, og overordnet må vi også erkende, at vi var og er ret begejstrede. Og så er det også spændende at læse om emnerne fra et australsk point of view.

Issue 45, som vi her har set på, har i tillæg “kindness” som fokusområde, og stiller skarpt på, at vores overlevelse ikke handler så meget handler om “survival of the fittest”, som det handler om vores evne til at drage omsorg for hinanden. Vi endte med en samlet vurdering på 8 ud af 10, på tværs af progressivitet, æstetik og tøjglæde. Der er dog også flere steder, hvor issue 45 bliver for unuanceret og ukritisk overfor sin egen præmis.

Yndlingsartikler, tøjglæde og generel morskab

Magasinet har overordnet en rigtigt fin, minimalistisk æstetik og en høj læsevenlighed. Som en del af anmeldelsen, ynder vi at fremhæve vores individuelle yndlingsartikler. For Johanne var det artiklen om at sy sit eget tøj, “A well-oiled machine”, der særligt inspirerede og gav tøjglæde, mens det for mig i højere grad var artiklerne “The climate crisis: how to make an impact” og “Circling back”, der gjorde sig bemærket. Fælles for artiklerne er, at de viser konkrete eksempler på, hvordan man kan gøre en forskel – og tonen er vidunderligt progressiv. Hvad enten man selv er klar på at starte symaskinen, engagere sig politisk, eller inspireres af at se andre gentænke deres færden, er der masser af inspiration at hente her. Peppermint siger generelt ikke meget om den etablerede modebranche, men holder sig pænt på sin egen banehalvdel med gode artikler om slowfashion.

Hvad angår artikler, der ikke handler om tøj, vil jeg desuden anbefale artiklen “The true cost of cashews”, der tydeligt viser, hvordan vores smag for eksotiske fødevarer, ligesom tøj, kan have en alvorlig social slagside. Og er man interesseret i en mere adfærdspsykologisk vinkel på vores forbrug, gør artiklen “Mind over matter” op med tanken om, at bæredygtighed skulle handle om teknologi. Og så har vi også grinet en del af den artikel, der handler om genanvendeligt toiletpapir og to-go-bidéter. De har gang i nogle vilde ting down under.

Kritikpunkter

Der er dog, som nævnt, også steder, hvor der skydes ved siden af målet. Den artikel, der for mig frustrerede mest, var faktisk en artikel om genbrug. Selvom artiklen omhandler, hvordan genbrug, ligesom fast fashion, oplever et kæmpe opsving takket være sociale medier og onlinehandel, formår den nemlig ikke én eneste gang at gøre op med tanken om, at vi bare kan forbruge i et væk. Genbrug må og skal ikke fremstilles entydigt bæredygtigt, hvilket jeg også har skrevet om her. For Johanne var det faktisk artiklen “Circling back”, der ikke rigtigt ramte skiven, da det den viser, er en rendyrket “havregrødsæstetik”. Mange af de brands, der er gode til at indtænke det sociale og cirkulære, er nemlig ofte forfaldne til en ret ensidig æstetik, og det ekskluderer de forbrugere, der gerne vil udtrykke sig gennem farver og mønstre. Os selv indbefattet.

Magasinet bringer desuden nogle ret ukritiske features om at f.eks. IKEA vil være 100% cirkulære. Den slags cirkularitets-løfter kan man med fordel granske. Desuden behandler den også plastik ret ensidigt, som et onde, men dette kan også handle om, at man i Australien ganske enkelt ikke har det samme affalds- og retursystem, som vi kender herhjemme. Tværtimod graver man bare det meste ned, og håber på det bedste. Og sådan er der flere steder, hvor man kan savne nuancer. Vi kan dog ikke afvise, at magasinet har argumenteret bedre for sine vinkler i tidligere issues. Men læses issue 45 isoleret, er der altså nogle obs-punkter, hvis man vil den holistiske bæredygtighed.

Vil du have dit eget Peppermint?

Kritikken aside, er vi dog overvejende positive overfor Peppermint, der, sammenholdt med nogle af de danske modemagasiner, vi har set på, er langt mere progressivt og gennemført. Peppermint udkommer 4 gange om året, og kan enten bestilles hjem som fysisk magasin for ca. 145 kr. inkl. fragt, eller købes som onlineudgave via Zinio for ca. 55 kr.

Kender du allerede Peppermint? Eller overvejer du, om det skal have et skud? Måske du har ønsker til fremtidige magasiner, bøger, podcasts eller film, vi skal anmelde?

Og pssst… Hvis du har lyst til at støtte Tirsdagsanmeldelsen, kan du MobilePay’e er valgtfrit beløb på 60230. Pengene går til materialeindkøb.

2+

Tanja

Leave a comment