Social ansvarlighed: Bliver du snydt af “made in Europe”?

Date
aug, 26, 2021

“Made in Europe” bruges hyppigt af virksomheder til at signalere ikke bare kvalitet, men også ansvarlighed. Især social ansvarlighed. Og hvem ved, måske du, ligesom mange andre forbrugere tager det for pålydende? For vi har det jo så godt, ikke? Men hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at “made in Europe” ingenlunde er en garanti? At den sociale ansvarlighed også har trange kår i modeindustrien i Europa? Du kan nok godt høre, hvor vi er på vej hen, for det er lige præcist det, jeg har sat mig for at gøre her. Og førend du måske kaster armene i vejret og kapitulerer, fordi det hele er så pokkers mudret, så lad mig trøste med, at der også kommer noget, du aktivt kan gøre. Men hæng i, det her bliver endnu en rutsjebanetur.

.

Formodet moderne slaveri i både fast fashion- og luksus-værdikæderne

Vi starter i den helt, helt grove afdeling, men vi kommer simpelthen ikke udenom, at selv de allermest basale menneske- og arbejdstagerrettigheder kan være under pres – selv indenfor europas grænser. Faktisk skal vi ikke mere end et år tilbage, for at finde en større sag om formodet moderne slaveri – og det sågar i et naboland.

I juli 2020 kom det nemlig frem, at leverandører tilknyttet Boohoo Group, der er kendt for sine ultra fast fashion brands Boohoo, Pretty Little Thing og Nasty Gal, samt brands som Karen Millen, Debenhams, Oasis og Warehouse, betalte sine tekstilarbejdere i Leicester helt ned til £3 i timen, selvom den lovpligtige mindsteløn er £8.72 i timen. Samtidigt var der også meldinger om, at arbejdere var blevet truet med fyring, hvis ikke de mødte op på arbejde, trods tegn på smitte med covid-19. Og derudover var der en lang række forhold, som Boohoo tilsyneladende allerede kendte til.

Og hvordan kan det så lade sig gøre? Altså at man finder sig i de forhold? Tjo, ifølge Labour Behind the Label handler det i høj grad om, at arbejderne tilhører etniske minoriteter, der er sårbare pga. fx deres immigrationsstatus, sprogfærdigheder, manglende sociale netværk og manglende tilknytning til fagforeninger mm. Men det her er ikke en enkeltstående sag. Eksempelvis har der gentagne gange været meldt om human trafficking til italienske fabrikker – og herunder også slavelignede forhold hos luksusbrands. Retter vi blikket mod Tyrkiet, har der også været indtil flere meldinger om flygtninge, herunder også børn, der ender med at arbejde under uregulerede forhold. Og så er “made in Europe”, “made in EU” eller sågar “made in Italy” ikke den store tryghed, vel?

Når jeg vælger at folde Boohoo-sagen ud, er det også fordi, at den viser, hvordan meget fortsat er uforandret for brandet, forbrugerne og myndighederne. Foruden at Boohoo-sagen stadig ruller, endda med nye meldinger om brud på basale menneskerettigheder, havde de et rekordstort salg sideløbende med, at sagen kørte i de britiske medier, og vi har stadig til gode at se konkret, retslig forfølgelse. Kort sagt – der er mere arbejde at gøre her.

Vil du læse mere om moderne slaveri i den globale tekstilindustri, kan jeg i øvrigt anbefale Safia Minney’s bog Slave to Fashion, hvor du får førstehåndsberetninger fra de slavegjorte mennesker (især kvinder og børn), der er fundamentet for mange brands’ velstand.

.

Håbløst lave lønninger i central-, øst- og sydøsteuropæiske lande

Vi er slet ikke færdige med at tale om lønninger. Selvom skandalesager som dem, vi har set i fx England og Italien, kan give en følelse af, at der er tale om enkeltstående og særligt grelle tilfælde, er faktum ifølge Europe Floor Wage, at tekstilarbejdere i 15 central-, øst- og sydøsteuropæiske lande i gennemsnit kun modtager 1/4 af en leveløn – altså det lønniveau, der giver adgang til husleje, mad på bordet, transport, sundhedspleje uddannelse og lidt opsparing. Vi taler Polen, Ungarn, Tjekkiet, Tyrkiet m.fl., og ikke om enkelttilfælde, men om en strukturel virkelighed. Så igen – “made in Europe” er i sig selv ikke den store garanti.

.

“Made in” fortæller kun noget om slutproduktionen

Og så en sidste ting, inden dette indlæg bliver alt, alt for langt: “Made in Europe” fortæller potentielt kun noget om, hvor slutproduktionen har fundet sted – for det er sådan, etiketteringen fungerer. Tekstilfibrene er dog ofte på en lang rejse, før de bliver til det endelige produkt. Selv europæisk hør sendes nogle gange til tekstilmøller i Kina med henblik på at blive forarbejdet, førend de returneres til fx en europæisk systue. Bomulden i dine “made in Europe” jeans eller t-shirts kan meget vel være indisk eller kinesisk. Og gad vide, hvor sytråden, knapperne eller noget helt tredje kommer fra?

Og blot, så det står helt klart: Jeg siger heller ikke, at ikke-europæisk produktion er dårligt. Overhovedet! Tværtimod! Jeg siger bare, at “made in” ikke fortæller dig ret meget.

.

Øh, hjælp? Hvad gør jeg så?

Først og fremmest – det vigtigste er, som altid, at dit køb er noget, du vil bruge. Men er social ansvarlighed vigtigt for dig, og måske endda direkte afgørende for din tøjglæde, så er transparens og uvildige tredjepartscertificeringer fortsat din bedste ven. For små brands kan certificeringer være dyre; til gengæld kan du være så heldig, at de plejer en tæt relation til deres leverandør. Hos dem kan du med fordel spørge, hvor de producerer, og hvordan de sikrer sig, at det foregår så ansvarligt som muligt. Og hos de store? Der har der bare at være dokumentation – fx i form af certificeringer som SA8000, GOTS eller Fairtrade.

Og så kan jeg også opfordre til at holde øje herinde – der er nemlig et initiativ på vej, som du med fordel kan være med til at sætte dit præg på. Mere om det senere på året.

Tusind tak fordi du læste med så langt.

Bliver du også snydt af genanvendt polyester?

+9

Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM

Secondhand First er en kombineret rådgivningsvirksomhed og forbrugeroplysningsplatform, der har til hensigt at hjælpe ambitiøse mode- og livsstilsvirksomheder og kritiske forbrugere med at navigere i tidens spørgsmål om bæredygtighed, ansvarlighed og forbrug.