Seneste fund #2

Date
feb, 19, 2019

Det er skægt med de her indlæg, for ligesom i sidste måned kigger jeg på listen og tænker “hold da fast”. Ikke fordi vi har købt noget, vi ikke manglede eller havde overvejet grundigt – men jeg synes nu alligevel, at listen er lang. Med til genbrugsindretningen og -garderoben hører selvfølgelig, at man må slå til, når muligheden byder sig, samtidigt med at man ofte også venter lidt længere på, at det rigtige dukker op. Men med til historien hører også, at det har taget os tre år at møblere lejligheden – Og det synes jeg er vigtigt at understrege, for jeg vil nødigt give indtryk af, at vores økonomiske råderum er uendeligt.

Det med økonomien er noget, jeg har grublet en del over. For hvordan ser vores forbrug mon ud for jer, når I læser med? Nogle af de boligprofiler, jeg følger på Instagram, kan godt give mig en følelse af, at jeg/vi slet, slet ikke kan være med. At vi burde være et andet sted økonomisk, vores alder og uddannelsesbaggrunde taget i betragtning; At vi burde eje vores bolig, fremfor at leje osv. Dermed ikke at sige, at boligerne, jeg følger, ikke er inspirerende! Men der kan måske godt opstå et indre pres, når man forundres over andres tilsyneladende uendelige økonomi. Det skal siges, at jeg ikke synes, at der er noget som helst forkert i at tjene gode penge (når blot de tjenes ærligt)! Men måske der alligevel kan være noget betryggende i at læse, at vores økonomi ikke er overvældende? At vores indkøb foretages med udgangspunkt i, at vi har lidt sparet sammen, så vi kan slå til, når de rigtige ting dukker op? At der er mange ting vi ganske enkelt ikke køber, fordi vi ikke har råd? Hvis du kan nikke genkendende til det – well, you’re not alone. 

Da Mads og jeg fandt sammen for 3,5 år siden, boede han i lejligheden med to roomies. Altså i den selvsamme lejlighed som vi bor i nu. Efterhånden som en roomie flyttede ud, fik vi endnu et værelse – men det var først fra knapt halvandet år siden, at vi rent faktisk fik lejligheden for os selv. På den måde har indretningen været med tilpasninger hele vejen igennem, før og efter studietiden, og vi er nok i en form for slutspurt ift. at få de basale ting på plads – såsom lamper, jf. sidste måneds indkøb af en spisebordslampe, og vores seneste fangst i form af Tom Dixon-lampen fra The Basement, afbilledet ovenfor. Prisen på lampen var forresten i omegnen af 1/3 af nyprisen.

Med til de her finishing touches hører også, at vi prøver at få indrettet lidt flere, brugbare kroge i lejligheden. F.eks. fandt jeg puffen på det første billede på Facebook Marketplace. Den løser flere opgaver herhjemme – for det første er den blød nok til at udgøre en læsekrog, hvis der suppleres med et par puder i ryggen, og for det andet er den fast nok til, at vores tv kan stå på den. Vores TV er nemlig kun fremme, når vi bruger det, da jeg ellers synes at det er alt andet end kønt at kigge på. Yes. Mads er en meget, meget tålmodig mand.

Efter endt samarbejde, købte jeg desuden to puder fra Mumutane. Og det er med fed streg under “købte”, for det er vigtigt for mig, at mine samarbejder ikke skal handle om, at jeg får tilsendt end masse “gratis” (som jeg faktisk skal betale skat af). Både fordi jeg ikke er god til at have for mange ting, men også fordi jeg selv er ved at etablere en virksomhed omkring det, jeg laver herinde; Jeg kommer ganske enkelt ikke udenom, at jeg har mere brug for en løn, end materielle goder. Og når jeg så har muligheden for at støtte virksomhederne, så køber jeg gerne.

Og så har jeg jo en svaghed af format. Derfor kunne jeg heller ikke dy mig, da jeg spottede et Kandinsky-kunsttryk hos Retrorum.dk. Og mand, hvor er jeg glad for, at jeg slog til. Trykket hænger simpelthen, hvis jeg selv skal sige det, så fint bag puffen, og binder stuerne så fint sammen, når man ser fra den ene til den anden. Lars, der har Retrorum.dk, var desuden lynhurtig til at få sendt trykket afsted, så lige en anbefaling herfra.

Af andre småindkøb kan også nævnes lidt tysk keramik, to nye fiske-vaser, mere Bing & Grøndahl-porcelæn og et gammelt bagagenet til gangen, som jeg fandt i Brugtvare Terminalen. Med til den historie hører, at jeg ikke må færdes alene i Terminalen. Som i “aldrig igen”. Jeg endte med en fyldt indkøbskurv og mere til. Faktisk var det så galt, at Mads, der egentligt var til håndboldtræning, måtte komme mig til undsætning, da jeg ikke kunne bære det hele. Oui. Som et barn i en slikbutik, helt uden supervision – det er mig.

I januar solgte jeg en overvældende del af min garderobe på loppemarked, da det ikke ligefrem sad, som det plejede. Gudskelov har jeg dog ikke været hensat til at gå nøgen rundt, da jeg både fandt en strik fra Iro og denimskjorte fra Acne i Högenhof Preloved Luxury, hos yndlings-Laura. Vintagekjolen, der kan skimtes bagerst på stativet, spottede jeg i Vintage Divine, og den blomstrede sag fandt jeg på Tradono. Det er en langærmet skjortekjole fra Nué Notes, og jeg har allerede luftet den mange gange.

Således en opsamling på den seneste måneds tid. Har I gjort jer nogle gode fund siden sidst? Og hvad tænker I om hele økonomi-snakken? Er det betryggende eller underordnet for jer?

Lige for god ordens skyld skal jeg måske pointere, at jeg ikke modtager betaling for de indsatte links og henvisninger. De er blot tænkt som en hjælp til, hvor man kan gå på genbrugsjagt. Men ifølge forbrugerombudsmanden er det vist reklame alligevel, løn eller ej.


Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.