Purløg & Persille: 15 fantastiske år med slow og fair fashion

Date
mar, 12, 2021

Annonce – i samarbejde med Purløg & Persille

Æstetisk fingerspitzengefühl, jordbunden idealisme og fremsynethed. Det er de ord, der for mig bedst indkapsler endnu et vidunderligt virksomhedsbesøg, og jeg har sådan glædet mig til at tage jer med indenfor. Idag skal vi nemlig på virtuelt visit hos multibrand-konceptet Purløg & Persille, der med lynets hast har fået en særlig plads i et ellers hårdkogt, aktivistisk hjerte – fordi det er drevet med lige dele mildhed og stålsat passion. For dig, der allerede kender lidt til konceptet, rimer navnet måske især på tøj til en særlig tid i mange kvindeliv – men faktisk har Purløg & Persille siden den spæde start været funderet i et ønske om at tilbyde ansvarlig mode til kvinder i alle livets faser.

Især de seneste fem år har stået på en transition fra et mere udtalt fokus på tøj til gravide og ammende til et imponerende udvalg af førende danske og internationale slow og fair fashion brands. Og eftersom Purløg & Persille fylder 15 år (!) til september, har Ditte, der står bag, været så sød at tage os med på en lille walk down memory lane ift., hvordan udvalget, forbrugerbevidstheden og konceptet har udviklet sig. Og måske indlægget også kan åbne op for refleksion omkring, hvornår du begyndte at tænke mere over, hvor dit tøj kommer fra? Har du været i gamet ligeså længe som Ditte? Eller er du nyligt vågnet op til dåd?

Selvom tiden både har fordret kompromiser og stor læring, tør jeg godt sige, at Ditte har været forud for sin tid, da hun for 15 år siden købte de første GOTS-certificerede styles hjem. Og da Purløg & Persille både består af en utroligt velassorteret webshop og en ligeledes skøn butik på Islands Brygge, er jeg slet ikke i tvivl om, at I er mange, der vil kunne finde inspiration (og måske sågar nogen at spejle jer i) lige her. Så kom med indenfor, her er både fest, farver, tid til eftertænksomhed og enormt hjerterum!

I forbindelse med indlægget havde jeg lånt lidt forårs-styles. Stylingerne findes på Instagram.

Om at vokse vildt

Når Purløg & Persille især har været associeret med tøj til gravide og ammende, skyldes det, at det hele startede, da Ditte selv lige var blevet mor – Ditte var nemlig svært frustreret over, at det tøj, der var tilgængeligt til hverken mor eller barn, ingenlunde levede op til hverken hendes æstetiske eller praktiske behov – for ikke at tale om forventninger til ansvarlighed. Derfor tog Ditte det måske lidt aparte spring, fra underviser i dansk og græsk til online butiksindehaver med særligt fokus natalt tøj, omend den bredere damemode som sagt også har været tilstede siden starten.

I begyndelsen var mulighederne begrænsede, og kompromiser måtte selvfølgelig indgås – ofte var det, at finde noget, der bare var æstetisk eller funktionelt udfordrende nok i sig selv, og samtidigt var der ikke mange forbrugere, der skelede til, hvor tøjet kom fra eller selvsagt ville betale mere for det. Ja, faktisk er det først indenfor de seneste to år, at der er enkelte brands målrettet gravide, der har ladet sig GOTS-certificere (f.eks. seje Boob), og derfor skulle det også vise sig svært at drive et natalt koncept, uden etablerede brands som f.eks. Bestseller’s (jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det) Mamalicious. Men dette er Ditte også utroligt ærlig omkring. Og alligevel formåede Ditte tidligt at hjemhente styles fra økologiske “indie-brands” som Engel og Tricotage, der talte ind i barndommens værdier som økologi, biodynamik og solidaritet, og siden har hun knoklet for at omlægge, undersøge og dele sin viden og passion for tøjet. Og navnet Purløg & Persille er da også et personligt vidnesbyrd om at vokse vildt og gå sine egne veje.

Fra Paris til Berlin

Hvis Ditte skal nævne et skelsættende øjeblik i butikkens historie, var det da hun for fem år siden var på messe i Paris for at købe ind til butikken. Under turen hørte hun nemlig ved et tilfælde om Neonyt, der er det bæredygtighedsnørdede ben af den tyske modeuge – og selvom hun var taget til Paris for at købe ind til mor og barn, kunne hun mærke, at noget trak i hende – hun måtte videre til Berlin. Og det skulle vise sig at være den helt rette beslutning, for Neonyt banede vejen for møderne med mange af de fair og slow fashion brands, man finder i butikken idag – Brands, som Ditte plejer en tæt relation til. Hun nyder nemlig, ligesom undertegnede, at mærke, at andre også deler passionen for det ansvarlige tøj. De første gange var udtrykket på messen grangiveligt lidt “øko”, men Ditte fandt hurtigt brands med en knivskarp æstetik, og efterhånden som årene er gået, er de kun blevet flere.

Blandt de brands, der er stærkt repræsenteret i Purløg & Persille er bla. Lanius, der har produceret gennemcertificeret fair fashion i mere end 20 år – de er eminente til strik og tailoring i lækre kvaliteter, og de er bestemt ikke farveforskrækkede. I øvrigt går Lanius også hyppigt til str. 46, og Ditte forsøger for så vidt muligt også at inkludere flere størrelser generelt. Listen med yndlingsbrands rummer også Armed Angels, Jan & June, Bleed, Mahla, Schulz by Crowd, Cräs og mange mange flere, og Ditte gør sig i øvrigt utroligt umage med både brand- og produktbeskrivelser på webshoppen, herunder også ift. deres bæredygtighedsprofil. Ja, selv pasformen bliver grundigt vurderet og beskrevet. Og derfor er Ditte også en god guide at have ved hånden for dig, der gerne vil lære nye brands at kende.

Butikken på Bryggen

Skulle du komme omkring Islands Brygge, vil jeg på det varmeste anbefale at aflægge Ditte og Purløg & Persille et visit. Foruden muligheden for at prøve tøjet på, kan du nemlig også her få kyndig vejledning undervejs. Turen kan let forenes med et besøg hos Andersen Bakery, skulle jeg hilse at sige. Og skulle det være svært at finde butikken, der er placeret i en af Bryggens hyggeligste baggårde, er du altid meget velkommen til at slå på tråden – så guider Ditte dig gerne.

Du finder Purløg og Persille på www.purlogpersille.dk, på Instagram, og på Kigkurren 8 F, st. 2300 København S.

Butikken er åben hver tirsdag og torsdag kl. 14.00-17.30.

+8

Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM

Secondhand First er en kombineret rådgivningsvirksomhed og forbrugeroplysningsplatform, der har til hensigt at hjælpe ambitiøse mode- og livsstilsvirksomheder og kritiske forbrugere med at navigere i tidens spørgsmål om bæredygtighed, ansvarlighed og forbrug.