Modegiganter nægter at betale deres producenter – og det har fatale konsekvenser

Date
apr, 02, 2020

Det her indlæg begyndte jeg på i midten af marts, og siden da har jeg fulgt udviklingen tæt på tværs af forskellige organisationer. Allerede dengang begyndte de første beretninger nemlig at florere om, hvordan modevirksomheder begyndte at annullere deres ordre, og siden er danske virksomheder også dukket op i statistikkerne. Men hvorom det måske lyder som et ganske logisk greb i krisetider, at annullere sine ordre, er det noget mere mudret end som så; for det tøj, de annullerer, er nemlig allerede produceret. Og det har konsekvenser, ikke bare socioøkonomisk, men potentielt også for spredningen af COVID-19 i nogle af verdens mest udsatte lande.

I den globale modeindustri er det ganske almindeligt, at brands først betaler deres producenter, efter at varerne er produceret og leveret. Det betyder, kort sagt, at det er producenten i f.eks. Indien, Cambodia eller Bangladesh, der hænger på regningen for materialer og arbejdskraft, hvis brandet pludseligt ikke vil betale. Det sætter producenterne og deres arbejdere i en vanvittigt prekær situation – og det er lige præcist det, der sker i disse dage.

Via Fashion Revolution

Ifølge Forbes havde globale modebrands allerede annulleret ordrer for over $2.8 milliarder dollars i tirsdags – i Bangladesh alene. Blandt adspurgte producenter oplyste 72,4%, at de ikke havde råd til at lønne hjemsendte medarbejdere, og 80,4% oplyste ligeledes, at de ikke havde råd til at betale deres ansatte en fratrædelsesløn. Og her er altså ikke tale om et land, hvor du har let adgang til statslig lønkompensation, omend regeringen i Bangladesh nu tilbyder arbejdsgiverne et lån (med renter, der skal være tilbagebetalt indenfor to måneder, hvabehar). Resultatet bliver, at en masse mennesker, der normalt lever fra hånd til mund, mister deres jobs, fordi den brede modeindustri åbenbart har presset sig selv derud, hvor tøj dømmes “usælgeligt” (ja, usælgeligt, fordi man har bygget forretning omkring den mest sindssyge kollektionsfrekvens) efter blot få dage, og likviditeten er så ringe, at man giver (undskyld mit franske) lorten videre.

Men det stopper ikke der; de tabte jobs betyder også, at mange arbejdere, der er migreret til storbyerne for at arbejde, nu må se sig nødsaget til at søge tilbage til deres hjembyer (og potentielt tage smitten med) eller tage arbejde under langt, langt værre forhold. Især følgende video har floreret på Instagram, og der er for mig ingen tvivl om, at situationen spidser til, når man ser på antallet af fyrede tekstilarbejdere.

Via Fashion Revolution

Og det bringer mig så til de virksomheder, der efter alt at dømme annullerer deres ordrer, som var der ingen dag imorgen. For selvom der ingen tvivl er om, at vores nedsatte forbrug i disse dage rammer modeindustrien, har den et ansvar over for de mennesker, den har i sin varetægt. Fire virksomheder har, efter udgivelsen af listen fra Fashion Revolution ovenfor, lovet, at de vil betale for allerede bestilte varer, og her er det glædeligt at se, at H&M faktisk lover at gøre sig umage. PVH Corp, der blandt andet ejer Tommy Hilfiger, har ligeledes lovet at overholde gældende ordreaftaler.

Til gengæld, lader vores egen danske fast fashion-gigant Bestseller, ifølge NGO’erne og en rapport fra The Centre for Global Workers’ Rights ved Penn State University, ikke til at tage samme ansvar, og også Forbes har forgæves forsøgt at få dem i tale. Jeg håber i den grad, at det skyldes en momentan hjerneblødning i koncernen, og at det er noget, man vil se at få rettet op på. Og hvis ikke, er det da om noget værd at huske, hvis de igen melder sig under de “bæredygtige faner” med diverse capsule collections på den anden side af COVID-19. For bæredygtighed handler eddersparkeme også om mennesker.

.

UPDATE d. 4. april: Bestseller’s CFO Thomas Børglum har nu udtalt til Textile News, at de (løst oversat) “vil gøre, hvad de kan, for at leve op til deres ansvar og tage imod de beklædningsgenstande, der allerede er produceret.” Dette står dog i blændende kontrast til tallene fra The Centre for Global Workers’ Rights, der tager udgangspunkt i en survey foretaget blandt 316 fabriksejere i Bangladesh. Udsnittet af fabriksejere skulle være indikativt for de over 2000 fabrikker, der har til huse i Bangladesh, og “[t]he authors say the size of the sample, out of Bangladesh’s 2,000 factory owners, gives them a confidence level of 95% in its findings.” (Textile News)

UPDATE d. 24. april: Sent d. 22. april var Bestseller ude med endnu et presseskriv. I dette skriv loves der betaling for aflagte ordrer. Imidlertid fremgår Bestseller stadig som en af de virksomheder, der ikke har betalt ifølge Worker’s Rights Consortium (sidst opdateret d. 24. april). Dette betyder med stor sandsynlighed, at virksomheden ikke gennemfører fuld betaling, og internationale modejournalister har rapporteret om, at flere brands presser producenterne til 25-50% afslag i prisen. Om dette også gør sig gældende for Bestseller, er jeg fortsat ved at undersøge.

UPDATE d. 8. maj: Den seneste opgørelse fra Worker Rights Consortium viser nu, at Bestseller har annulleret op mod 20% af allerede producerede ordrer; har presset producenterne til prisnedsættelser på op mod 25%; og producenterne kan først forvente deres betaling med 90 dages forsinkelse. Det er, kort sagt, under al kritik.

For yderligere information:
Fashion Revolution: “The impact of COVID-19 on the people who make our clothes”
Forbes: “The True Cost Of Brands Not Paying For Orders During The COVID-19 Crisis”
Clean Clothes Campaign: “How the Coronavirus influences garment workers in supply chains”
Asia Floor Wage Alliance: “AFWA Statement on Garment Workers’ Demands in the face of COVID-19 Crisis”
IndustriALL Global Union: “ACT brands commit to responsible business practices in Bangladesh”
Textile News: “COVID-19: Devastating impact on global garment supply chains”

26+

Tanja

12 Comments

  1. Svar

    Astrid

    02/04/2020

    Jeg begyndte allerede at rynke på brynene, da vi ikke engang var en uge inde i den her virustumult og Bestseller fyrede 750 medarbejdere. Vel at mærke med et milliardoverskud fra 2019 med sig ind i 2020. Og nu kan de pludselig ikke betale dem som er absolut mest lavtlønnede i hele deres system? Jeg skulle så absolut have rynket brynene mere voldsomt. Det tyder på, at det i hvert fald ikke er hos deres medarbejdere virksomheden har lagt deres overskud, tid og betænkelighed.
    Og vi kan vel slet ikke være overrasket over, at Primark er så meget i front med de absurd lave priser og dårlig kvalitet som de sælger?
    En skræmmende og sørgelig statistik, men mest uhyggeligt er det måske, at den slet ikke er så overraskende 🙁

    4+
    • Svar

      Tanja

      03/04/2020

      Jeg er enig, Astrid, og jeg ærgrer mig over, at jeg også havde forudset grafen. Hvor ville det være rart, om man kunne blive positivt overrasket i stedet. Jeg læste også i Berlingske, at man, foruden at overføre milliardoverskudet til holding-selskabet, nu nægter at betale de udlejere, man har butikslokaler hos rundt omkring i det ganske danske land 🙁 Man skulle næsten tro, at man havde en agenda, der gik på at gøre krisen så slem, som overhovedet muligt.

      0
  2. Svar

    SH

    03/04/2020

    Wow hvor er det skræmmende! Og hvor bliver jeg bare flov over at jeg har støttet den virksomhed og været stolt over at den var dansk! Det er jeg så ikke længere efter denne her krise 🙁

    1+
    • Svar

      Tanja

      03/04/2020

      Ja, det er desværre et system med mange, mange faldgruber 🙁 For mig har det desværre ikke været overraskende, men jeg ville elske at være blevet positivt overrasket i stedet. Gudskelov er der mange skønne virksomheder, der hver eneste dag tager et langt, langt større ansvar for de mennesker, de har i deres varetægt. Og jeg håber, om ikke andet, at de kan komme styrket ud af krisen.

      0
  3. Svar

    LENE

    11/04/2020

    Hvor er det godt, du tager dette emne op. Jeg læste også en artikel, som nævnte, at andre virksomheder havde gjort lignende ting, men at deres branding fungerede sådan, at forbrugerne havde større forståelse for dem.
    Jeg håber at forbrugerne måske har fået en mere kritisk sans efter denne krise. At de kan se bag om det smukke tøj – det kan man håbe, der kan komme som en positiv konsekvens.
    I øvrigt blev et af Bestsellers brands også nævnt i forbindelse med produktion hos en underleverandør i Asien, som var yderst kritisabel. Det vil sige, at en kinesisk fabrik dækkede over et endnu værre produktionssted. Man kunne håbe, at nogen begyndte at undersøge og udforske det samlede billede.
    Tak for dit store arbejde.
    Bedste hilsner <3

    1+
    • Svar

      Tanja

      13/04/2020

      Tusind tak skal du have, Lene!
      Der er mange brands, der snor sig i de her dage. Det sidste, jeg har læst, er at brands’ne nu prøver at presse producenterne til at give dem enorme rabatter. Så meget for at redde ansigt.
      Og jeg håber på den præcist samme positive konsekvens – et øget forbrugerpres, der fortæller, at det der, det vil vi simpelthen ikke være med til 🙂
      Endnu engang tak, Lene! Kh T

      1+
  4. Svar

    rene

    16/04/2020

    Det er en vild situation det her og som altid går det hårdest udover de fattigste.

    Men at være forarget over hvad Bestseller gør – det forstår jeg ikke.

    At de afbestiller vare skyldes jo at vi allesammen er holdt op med at købe – det giver ingen mening at producere varer som ingen ønsker at købe fordi vi er bange for vores egen situation.

    Det kan godt være at Bestseller har tjent milliarder de sidste år – det kommer de ikke til i år. De får tværtimod brug for allederes sparepenge for at overleve den her krise.

    Deres økonomi er jo ikke anderledes end min – hvis jeg ikke længere har den samme indtægt (fordi jeg er blevet sendt hjem fra arbejde på fordeling, er opsagt el.lign), så kan jeg bruge min opsparing, men den er jo begrænset og rækker ikke uendeligt. Jeg kan sætte mit forbrug ned – tøj budgettet bliver beskåret, jeg køber den billige mel i stedet for AMO, køber hvidkål istedet for sushi, ingen bytur, ingen breezer, jeg opsiger mit fitness abonnement osv. Endelig kan jeg sænke mine faste omkostninger – sælge bilen, finde en mindre og billigere bolig. Bestseller gør det samme.

    0
    • Svar

      Tanja

      16/04/2020

      Hej Rene, og tak for dit indspark. Jeg synes, at der er rigelig grund til forargelse, for den nuværende situation viser, at den brede modeindustri (herunder Bestseller) beror på et hierarki, der stiller producenterne tilbage uden så meget som en redningskrans.

      Der er som sagt tale om produkter, som brands’ne allerede har fået fremstillet (altså ikke bare kommende ordrer), og for det har producenten et enormt udlæg for både metervarer og i form af systuetimer. Det er f.eks. Bestseller-tøj i Bestseller-designs, som de ikke bare kan afhænde til anden side. De har allerede udført arbejdet. Så de har ikke bare udskiftet sushi med hvidkål – de har nægtet at betale for et måltid, der allerede er spist.

      Men for mig at se, ligger ansvaret også i, at man har udnyttet og videreudviklet en systemisk ulighede. Fast fashion har presset priserne i bund ved at true med at flytte deres produktioner – ikke bare til andre faciliteter, men andre lande. Der kan man selvfølgelig mene at “går den, så går den”, men når man samtidigt går ud og proklamerer sig bæredygtige i flæng, så er der sgu noget, man har glemt, og et ansvar, man ikke vil være ved.

      10+
  5. Svar

    Lene

    23/07/2020

    Har bestseller stadig ikke betalt det de skylder?

    1+
    • Svar

      Tanja

      30/07/2020

      Hej Lene,
      Nej, ifølge Worker Rights Consortium har de stadig ikke betalt. Og forholdene for fabriksejerne og arbejderne er ikke blevet mindre prekære de seneste måneder. Jeg hører om eksempler, hvor arbejdere må låne sig til ris, hvis ikke de kan få nødrationer fra nødhjælpsorganisationerne.

      0

Leave a comment

Related Posts