Februarplaner

Date
jan, 31, 2019

I januar fik jeg for første gang eksperimenteret lidt med det her format, og jeg kan altså mærke, at det er en keeper. Både fordi det er til hjælp for mit eget overblik, og fordi der er tikket et par beskeder ind den seneste tid, omhandlende om jeg ikke vil dele lidt mere om, hvordan jeg planlægger og sætter mål. Og det kan I tro, jeg gerne vil – hvis der er noget, der fylder i min nuværende tilværelse, er det den evindelige kalender-tetris. For hvad vil jeg egentligt gerne? Hvad har og skal have prioritet? Intentionsindlæg som dette er faktisk en del af den proces. De maner til refleksion og giver mig tid til at mærke efter. Og lige præcis det, er en stor hjælp her midt i selvstændigheden, hvor jeg ellers hurtigt føler, at jeg er bagud; hvor jeg hurtigt ender med at piske mig selv afsted. Jeg deler også gerne noget mere overordnet ift. mine målsætninger og det, at have startet min egen lille virksomhed, hvis det har jeres interesse.

Set i retrospekt, har jeg nået en del i januar, omend jeg også har følt mig ret forpustet undervejs. Jeg nåede at plante alle vores stueplanter om, at male vores bogkasser, ommøblere hele hytten, at rydde ud i garderoben og tage på loppemarked, at planlægge kommende interviews, at sætte nye samarbejder op, og at skrive en god stak blogindlæg. Det der dog stadig lader vente på sig er, at jeg husker at trække vejret dybt. Jeg nåede at holde 2 halve fridage i januar, men det er, ærligt talt, hverken nok eller godt nok. Derudover er jeg endnu ikke kommet ordentligt igang med hverken Danmarkskort eller den overordnede loppemarkedskalender, der skal bo i menulinjen. Der har simpelthen været så mange andre løse ender, der skulle samles her i opstarten, og mine regulære blogindlæg og loppeupdates på Instagram er og bliver bare tidskrævende. Ligeledes har jeg nogle visitkort, jeg bare skal se at have bestilt, men det kræver lige, at jeg afsætter et par timer til layout.

Det, der ærgrer mig mest, er dog at Mads og jeg ikke har nået at have helt så meget kærestetid som håbet. Vi har fået set et par film hjemme i sofaen, men vi trænger til at gå ud at gøre noget. I og med, at Mads har siddet i investormøder, og i og med, at jeg selv har haft en ret pakket kalender, er det bare ikke blevet til så meget. Vi har dog planlagt en tur i biografen på søndag – og så nåede vi det vel næsten i januar alligevel? Jeg ved i hvert fald, at lige præcis dette punkt skal have øget opmærksomhed i den kommende måned.

Så, i februar vil jeg…

… allokere mere tid til mine nærmeste og holde helt fri. Jeg skal ganske enkelt have noget mere struktur på, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg ikke gør. Nogle dage skal computeren bare klappes sammen, om jeg synes jeg er færdig eller ej, og jeg skal eventuelt finde mig et office space, så det hele ikke glider så meget sammen for mig. Måske er det desuden sådan, jeg får det der med at “trække vejret dybt” integreret, når nu det ikke gik helt efter bogen i januar.

… være mere tilstede i alt det fede, der sker. Yes – endnu et sted at tage dybe vejrtrækninger. Der er jo så meget, der er gået over al forventning de seneste måneder! Jeg ville slet ikke kunne få armene ned, hvis bare jeg gav mig selv lov til at være præsent. Der er nogle fantastiske samarbejder på vej herinde, som jeg knapt havde turdet drømme om i efteråret; Vi skal have skudt en boligreportage; jeg er blevet spurgt, om jeg vil medvirke i et interview. Og helt ærligt – det vil jeg altså gerne opleve, sådan rigtigt.

… til København på arbejdstur. Jeg glæder mig helt utroligt meget til de møder, jeg har på tapetet. Blandt andet skal jeg mødes med nogle utroligt seje typer, der har sat bæredygtigheden i centrum for deres brands. Det glæder jeg mig virkeligt til – både møderne i sig selv, og at dele det med jer herinde.

… lancere nye kategorier på bloggen. Det hænger sammen med de ovennævnte møder, og jeg glæder mig! I det hele taget håber jeg at kunne skabe et mere formfuldendt univers herinde de kommende uger.

… få helt styr på vores ene stue. Trods ommøbleringen er der altså noget, der stadig ikke sidder helt i skabet. Vi mangler fortsat en loftlampe, og jeg spekulerer lidt på, om vi skal have bogkasser i begge stuer. Jeg kan nu engang godt lide væghængte møbler. Der mangler finish.

… starte op til yoga igen. Enten må det blive hjemme på stuegulvet eller i et studio. Jeg savner min praksis, men jeg har nedprioriteret den på det groveste – og det er vildt set i lyset af, at jeg tidligere praktiserede syv dage om ugen. Det må der rettes op på.

spise minimum én fastelavnsbolle mere. Hvert år glemmer jeg det, men i år tager jeg revanche!

.

Det er umiddelbart, hvad jeg har på tapetet, både af intentioner og mere konkrete planer. Men hvad med dig? Hvad vil du gerne nå/opnå i februar? Og skriver du dine målsætninger og planer ned? Har du en bestemt systematik eller teknik?

Tanja

3 Comments

  1. Svar

    Nynne

    01/02/2019

    Dejlige planer! Jeg er især fortaler for dét med at være præsent og især det med at planlægge arbejde og frihed. Så vigtigt! Det er dog en ting mange iværksættere/selvarbejdende mennesker, har enormt svært ved at få helt styr på. Det håber jeg virkelig, du kan. For det fortjener du. <3

    • Svar

      Tanja

      01/02/2019

      Tusind tak, kære du! Og ja, det er virkeligt en udfordring. Men hvis ikke, jeg er tilstede til at nyde det hele, så kan det jo strengt taget være lige meget. Og det må være motivationen for, at få indlagt de der frie stunder. Hvad byder din februar på?

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.