Februarplaner: Genbrug, goodwill og det der famøse Mejlgade-kontor

Date
feb, 05, 2020

Og så blev det ellers februar. Forløsningens måned, hvor jeg kan se tilbage på Fashion Week, foredrag, Formland og meget, meget mere. Og sikke et sus, det har været! Modemyte-foredragene for både forbrugere og branchepersoner var en sand fornøjelse, Formland lignede sig selv, og Fashion Week fortjener, ligesom sidste år, sit eget indlæg. Vil du have en lyn-gennemgang af diverse modeuge-events, -messer og brands, har Johanne og jeg desuden udgivet en lille video-serie i fire dele på Instagram på i alt 40 minutter, som du kan finde på vores profiler. Og uden at sige for meget, var der virkeligt meget bullshit at spore på især den ene messe.

Derudover var januar også måneden, hvor jeg lancerede Garderobeguiden sammen med fire skønne kolleger. Garderobeguiden er vores forsøg på at skabe et gratis onlineforum for kvinder, der gerne vil bekæmpe tøjspild have større glæde af det, de har i skabet. Jeg dækker områderne genbrug og social bæredygtighed, mens Laura, Signe, Pia og Johanne dækker alt fra vintage og minimalisme til styling og materialer. Vi skiftens til at have en uge hver, hvor vi beslutter tema, laver live-Q&A og meget, meget mere. Og derudover er medlemmerne også mere end velkomne til at sparre med hinanden om alverdens garderobedilemmaer, tips og tricks. Måske det også er noget for dig?

Men det var jo februar, vi kom fra. Og februar er i den grad startet med fuld fart over feltet. Den har stået på møder, samarbejdsforhandlinger og en masse planlægning. Og jeg glæder mig sådan til at tage jer med på farten.

I februar vil jeg …

… flytte ind på mit nye kontor i Mejlgade! Jeg glæder mig sådan til at få en fast arbejdsstation udenfor hjemmet, og jeg har allerede en masse ideer til, hvordan vi kan bruge det sammen. Mit nye kontor kommer nemlig med nogle ganske store rum, hvor vi vil kunne afholde talks, tøjbyttemarkeder osv. Det, håber jeg, du kunne være frisk på?

… køre take-over på Garderobeguiden. Jeg er stadig ved at beslutte det endelige emne til min første uge, men jeg lægger i al fald blidt ud med en genbrugssnak. Der er allerede stor aktivitet i gruppen, så jeg er sikker på, at der sidder mange skønne kvinder klar til at byde ind med deres erfaringer. Det glæder jeg mig til!

… lave larm for en ny kampagne hos Folkekirkens Nødhjælp. Jeg laver ikke ret meget pro bono, men når jeg gør, er det for dem. Tidligere har jeg lavet lidt oplysningsarbejde om madspild, men denne gang skal vi sammen sætte fokus på at hjælpe dem, der rammes hårdest af klimaforandringerne; især kvinderne, der udgør den mest udsatte gruppe. Og det er jo så at sige lidt af en mærkesag herinde.

… udgive en masse nye indlæg om alt fra, hvorfor jeg er skidetræt af genanvendt polyester til hvorfor jeg synes, at vi har brug for at tage et alvorsord om genbrug. Og så er tiden vist også moden til at udtænke nye foredrag. Jeg har i hvert fald masser af ideer til, hvad vi kan kaste os ud i.

… holde møder med seje mennesker, lige akkurat, som jeg plejer. Herunder har jeg vist også et netværksmøde med alle de andre “grønne” sidst på måneden.

... ringe til Europanævnet angående nogle skumle planer, jeg har med en god kollega. For hvis alt står til os, skal 2020 ikke gå stille hen.

Hvordan ser februarplanerne ud hos dig?

6+

Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at undersøge, udfordre og hjælpe til et mere bæredygtigt æstetisk forbrug.