Bæredygtig mode: laøhlé

Date
apr, 19, 2019

Annonce – i samarbejde med laøhlé

Siden jeg første gang stod med laøhlé‘s styles i hænderne, har jeg været fuldstændigt og oprigtigt betaget. For der er noget i formgivningen, farverne og håndværket, der virkeligt taler til mig; Noget i designet, der signalerer ro og gennemslagskraft på én og samme tid; Noget, der konstant balancerer på kanten mellem det uskyldsrene og det markante, det sarte og det sanselige, og på grænsen mellem mode og kunst. Man er ganske enkelt ikke i tvivl om kvaliteten af det, man står med, hverken æstetisk eller materielt. Men det var først, da jeg fik tøjet og smykkerne på, at jeg helt forstod, hvad det gjorde ved mig.

Jeg rankede ryggen. Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet at iføre dig noget, der gav dig følelsen af at være afslappet og empowered på én og samme tid, men det var sådan, jeg havde det. Jeg følte mig altså lidt mere cool end ellers. Og selvom den følelse langt henad vejen kan tilskrives det smukke design, kommer vi ikke udenom, at det ikke havde været det samme, hvis ikke jeg havde vidst, at de ting jeg iførte mig, var udformet med bæredygtighed og transparens som kerneværdier. Og det er lige præcis det, der gør laøhlé til noget særligt – de formår at skabe mode med en enorm designmæssig og æstetisk værdi, uden at gå på kompromis med klima, miljø og mennesker. Og så sidder der altså bare to utroligt skønne kvinder bag, der har hjertet på rette sted og hænderne rigtigt skruet på.

laøhlé arbejder i høj grad ud fra et lokalitetsprincip, der ligger langt fra normen i den øvrige modeindustri. Alle styles er formgivet og syet i Danmark, både med henblik på at mindske transportafstanden og på at fastholde en dansk håndværkstradition, der ellers for længst er blevet afløst af produktion i Asien. Her står der ikke “made in Bangladesh” på vaskeanvisningen; laøhlé’s systue er derimod placeret i Ikast, og smykkerne tilvirkes i deres lille, private designstudio i Aarhus. Alting laves i mindre kvantiteter, af højeste kvalitet.

Materialerne indhentes hovedsageligt fra østrigske og engelske producenter, der har specialiseret sig i bæredygtige alternativer til konventionelle tekstiler og ædelmetaller. Blandt andet arbejder laøhlé i stor stil med tekstilet Tencel, der er lavet af nordeuropæisk birk og sydafrikansk eukalyptus fra naturlig skovtynding og restproduktion. Fordelen ved Tencel er at det, modsat viskose og andre tekstiler baseret på “træfibre” (cellulosefibre), fremstilles i et lukket kredsløb. Det lukkede kredsløb betyder, at estimeret 99% af vand og opløsningsstoffer genbruges igen og igen, og energiudledningen overføres ydermere til det lokale fjernvarmeværk i Østrig. Vandbehovet er desuden væsentligt mindre end ved konventionel bomuldsproduktion. Materialet kaldes også lyocell, men vælger man Tencel, er man garanteret, at fibrene er høstet på forsvarlig vis.

Tencel kan laves i mange forskellige tykkelser og vævninger, fra det silkebløde til det denimagtige, og hos laøhlé er det især en kraftig og næsten silkeagtig kvalitet, du finder. Den er utroligt blød og falder vanvittigt flot. Og så kommer den endda med flere fordele – for den er fugttransporterende, bakteriehæmmende, og mindre tilbøjelig til at falme end eksempelvis bomuld. Altså står du her med en beklædningsgenstand, der ikke skal vaskes ret ofte og som holder farven.

laøhlé’s smykker laves i ECO Silver, der består af 100% genanvendt sølv fra gamle smykker, elektronik, medicinalprodukter mm., der ellers ville gå tabt. Dette betyder også, at du, når du køber et laøhlé smykke, undgår at støtte minedrift, der oftest afføder et ret stort CO2-aftryk. Og så har vi slet ikke været inde på udvindingsprocessen eller de forhold, minearbejdere er underlagt i store dele af industrien. Nogle af smykkerne fåes også i en 24 karats forgyldning, hvor der virkeligt er kredset om at få den helt rigtige nuance.

Men tilbage til æstetikken og kvinderne bag – for det er ikke tilfældigt, at Laøhlé’s designs sender tankerne i retning af både anvendelig mode og beundringsværdig kunst. Bag brandet sidder nemlig henholdsvis en smykkedesigner med en bachelor of Arts & Design fra Designskolen i Kolding, og en modedesigner med en bachelor i Design & Business med specialisering i Fashion Design fra VIA. Anne, der selv laver alle smykkerne i hånden, deltager ofte ved internationale udstillinger, hvor smykker “ikke bare er smykker” – de indgår tværtimod i store kunstinstallationer. Og Katrine har et skarpt øje for æstetik, komfort og funktionalitet. Der er ingen tvivl om, at de er eksperter i det, de laver, og fælles for dem begge er, at de har et kritisk blik for de industrier, de arbejder indenfor. Og derfor er laøhlé også funderet på et ønske om at skabe et bæredygtigt brand fra dag ét.

Anne og Katrine er dog ikke kun forretningspartnere; de er også barndomsveninder, og venskabet kommer til udtryk i, at “laøhlé” er sammensmeltningen af to efternavne. Den ene ved, hvad den anden tænker, så på den måde giver det utroligt god mening, at de også har flettet deres arbejdsliv sammen.Og da vi mødtes første gang opdagede vi faktisk noget lidt sjovt…

…Vi er fra samme by! Den samme lille Vadehavs-by. Vi har gået de samme brostensklædte veje og stået på det samme dige. Bedst som jeg tænkte på vores hjemby som en småstøvet soveby (undskyld!), har Anne og Katrine formået at tage alt det tjekkede og smukke, og omformulere det til et brand. Jeg mener, hvad sker der lige for det? Og det smukke er, ved nærmere eftertanke også, at jeg kan genkende de mønstre og bevægelser, der gemmer sig i naturen, i tøjet og smykkerne. Og jeg tror faktisk, at det har hjulpet mig med at genvinde en form for påskønnelse for min hjemstavn. For flæserne, linjerne og de afrundede former er alt sammen noget, der trækker paralleller til den og landskabet omkring den.

En sidste kommentar, jeg vil knytte til laøhlé’s design er, at de kan bæres på et utal af måder, af kvinder i alle aldre. Flere af kjolerne er syet, så de kan transformeres fra det ene øjeblik til det andet, og ofte får man 2 eller 3 kjoler i én. Alt afhænger af måden, man binder og knapper kjolen på. På den måde håber laøhlé også at forlænge tøjets levetid og at opfordre til kreativitet. Samtidigt håber Anne og Katrine at se kvinder, uafhængigt af alder, iføre sig deres styles, for de er designet med alle for øje. Skønhed kender ingen alder. Og tænk, hvad vi kunne udrette, hvis vi alle rankede ryggen og mærkede roen i os selv, inden vi drog ud i verden? Jeg kan slet ikke vente med at se, hvad fremtidige kollektioner bringer.

Du finder laøhlé’s produkter i deres utroligt smukke webshop, hvor du også kan læse nærmere om de inviduelle materialer og designs.

Har du lyst til at se designs’ne live, er der desuden mulighed for at tjekke det hele ud på Finders Keepers i Aarhus d. 18.-19. maj.

Og så vil jeg virkeligt opfordre til, at man følger dem på Instagram, hvor der ofte er et kig indenfor i designprocessen.

Tanja

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.