Bæredygtig hverdag: Refurb

Date
nov, 02, 2019

Annonce – i samarbejde m. Refurb

Når du læser det her, sidder du med al sandsynlighed med din telefon, din tablet eller på din computer. Måske du har en kop kaffe ved hånden, og måske du i denne stund sætter dig lidt bedre til rette foran skærmen. Det håber jeg, at du vil. For i dag skal vi snakke om lige præcis de elektroniske devices, vi tilbringer så meget tid foran, og hvordan vi som forbrugere kan hjælpe med at gøre dem en lille smule mere bæredygtige. Det er nemlig ikke helt uden udfordringer, at vi omgiver os med så mange af slagsen – men det er der råd for. For kan vi forlænge vores elektroniks levetid, kan vi både gavne klima, miljø og egen pengepung.

Derfor har jeg indgået et samarbejde med Refurb, der har specialiseret sig i optimering og videresalg af brugt elektronik, herunder computere, tablets og smartphones. Ja, faktisk er alle de viste elektroniske enheder i dette indlæg fra Refurb, og du kan, med andre ord, købe brugt elektronik, der er ligeså up-to-date funktionelt, lækkert og sikkert som nyt – og der følger sågar både ny garanti og reklamationsret med. Men Refurbs formål med dette indlæg er ikke bare at sælge genbrugs-elektronik; det handler i ligeså høj grad om, at de gæve gutter bag gerne vil al den elektronik, der går til spilde i private hjem, til livs. Også selvom de ikke tjener en klink på det. For det gør de ikke. Og derfor er det så meget desto mere en fornøjelse, at fortælle deres historie.

Hvorfor brugt elektronik?

Inden, vi dykker lidt ned i fortællingen om, hvordan tre efterskolekammerater i bedste Silicon-Valley-stil startede en tech-virksomhed hjemme i Martins garage, kan vi med fordel se nærmere på, hvorfor elektronik, og ikke mindst elektronikaffald, udgør en udfordring. For når det kommer til elektronikaffald, også kaldet e-waste, ligger vi i Danmark i top 3 over de lande, der genererer mest: Hele 24,8 kg. e-waste pr. indbygger genererer vi om året! Det er fire gange så meget som verdensgennemsnittet, og vi er kun overgået af Norge og Storbritannien.

Ser man på det globalt, ville vi hvert år kunne opføre 4500 Eiffeltårne i ren og skær e-waste. Det lyder helt skørt, ikke? Og så har vi ikke engang været omkring, at e-waste kun udgør estimeret 2% af den samlede, globale affaldsmængde, samtidigt med at den indeholder 70% af de giftige affaldsstoffer; eller at kun 20% af den globale e-waste indsamles til genanvendelse, mens resten dumpes og forsvinder i en gråzone af nedgravninger og primitive, sundhedsskadelige forsøg på udvinding af de værdifulde materialer. Selv indenfor EUs grænser estimeres det, at vi kun indsamler en tredjedel af al e-waste. Og selvom bærbare computere, tablets mm. ikke fylder på samme måde som de mange hvidevarer, der også indgår i regnskabet, er den frekvens vi udskifter dem med langt højere. En af de rapporter, jeg har siddet med, mens jeg har skrevet det her, siger det så fint:

“Like fast fashion and fast food, electronics can involve a rapid turnover in style trends, with revenues dependent on selling the latest products, which are increasingly affordable.” (PACE 2019)

Der er altså, med andre ord, rigtigt god grund til at forlænge vores elektroniks levetid og, i sidste instans, sikre at mest muligt indhentes og genanvendes. Og lige præcist det, arbejder Refurb aktivt med og for.

Det uendelige loop

Fra den spæde start, har tanker om at genbruge ressourcer til fordel for miljøet formet Refurb. Ja, faktisk har de haft fokus på cirkulær økonomi, længe før begrebet vandt udbredelse. For i den cirkulære økonomi ligger et ønske om at recirkulere og opretholde kvaliteten af eksisterende ressourcer i et uendeligt loop, og det er det, Refurb forsøger at gøre hver eneste dag – Eksempelvis genbruges hele 98% af de enheder, Refurb modtager, mens de resterende 2% sendes til genanvendelse hos en professionel, certificeret partner, der er ekspert i genvinding af f.eks. både guld og aluminium. På den måde ser Refurb eksisterende produkter som en uendelig ressourcebank, der i sidste ende kan minimere behovet for f.eks. minedrift, som i høj grad går udover både miljø og mennesker, kraftigt. Og læser man rapporterne, viser det sig hurtigt, at der er mere guld i et ton smartphones, end der er i et ton guldmalm.

At det skulle komme til at se ud, som det gør i dag, tror jeg dog alligevel ikke helt Ulrik, Martin og Peter havde forestillet sig, da de i efteråret 2007 sad i garagen, hvorfra Ulrik havde påbegyndt et mindre opkøb og salg af komponenter til stationære computere. For selvom principperne i Refurb ikke har ændret sig, er der sket meget med rammen omkring virksomheden; for der er altså et stykke vej fra, hvordan jeg forestiller mig garagen, til de 3000m2, der i dag huser virksomheden. Og så har vi slet ikke været omkring de 50 medarbejdere, der, på forskellig vis, er med til at understøtte missionen om at gøre brugt IT til et bedre alternativ til nyt. Og at Refurbs genbrugs-elektronik er et bedre alternativ til nyt, er der flere grunde til– for ikke nok med, at du sparer 80% af CO2-udledningen kontra nyt, stilles der også meget høje krav til det produkt, du i sidste ende får mellem hænderne.

Refurb opkøber den elektronik, det offentlige og erhvervslivet er klar til at skille sig af medog i mange tilfælde betyder det, at der er tale om en højere kvalitet end den, der normalt forhandles til privatforbrugere. Og hvor den brugte elektronik tidligere ville have samlet støv i uendelige tider, sørger Refurb altså for at den recirkuleres blandt andre erhvervsaktører og private hurtigst muligt. Når enhederne modtages, gennemgås de for mindre reparationer, optimeringer og software-opdateringer, og det hele foregår professionelt og i henhold til reglerne for vores fælles datasikkerhed – Så du kan få et fedt produkt, ikke mindst. Og hvis jeg skal knytte en kommentar til de produkter, jeg har lånt til indlægget her, så er det, at de har set ud og fungeret helt, som var de nye.

Har du genbrugsguld i skabene?

Desværre modtager Refurb dog ikke elektronik fra privatepå nuværende tidspunkt;de vil nemlig først og fremmest have aktiveret alle de enheder, der gemmer sig i det offentlige og i erhvervssektoren. Til gengæld prøver de, sammen med landets forskningsinstitutioner, at skabe en infrastruktur for, hvordan vi får aktiveret og ikke mindst recirkuleret noget af al den elektronik, der samler støv i de danske hjem. Og derfor har jeg lovet Peter, der er markedsdirektør, at jeg ville bede jer om at tage et kig i skabene – Det siges nemlig, at der ligger ca. 1 mio. computere og 8 mio. telefoner i danske hjem, der ikke er brugt de seneste 12 måneder. Og det er jo en skam, når de i stedet kan sendes videre i cirkulation.

Fire gode fif fra Refurb:

  1. Aflever din defekte elektronik til nogen, der enten kan 1) reparere og videresælge eller 2) kan skille det ad og sortere det for dig, således at materialerne kan komme tilbage i cirkulation – det giver nemlig ikke mening at prøve at skille det ad selv. Der er både private virksomheder eller lokale genbrugspladser, der kan hjælpe dig.
  2. Køb ny (brugt) elektronik, der passer sammen med det, du allerede har. På den måde er du sikret den bedste brugsoplevelse.
  3. Køb brugt, som du ville købe nyt. Stil krav og hav høje forventninger, så du får et produkt, du kan have længst muligt.
  4. Prik til din IT-chef. Måske din arbejdsplads skal rydde op? I så fald er I meget velkomne til at tage fat i Refurb.

Har du overvejet at købe din næste tablet eller computer brugt? Og har du mon noget liggende i skabe og skuffer, der med fordel kan komme videre til genanvendelse?

.

For at komme e-waste i private hjem til livs, udlodder Refurb et gavekort på 500 kr. til en heldig vinder, der viser sin elektronikoprydning frem på Instagram. Brug hashtagget #refurbdk, og hjælp os med at sprede det gode budskab!

.

Tak fordi du læste med!

Vil du vide mere om, hvordan du passer på dine elektroniske devices? Så deler Refurb ofte gode tips på deres Instagram.

De viste enheder er udlånt i forbindelse med samarbejdet, og de listede data er henholdsvist fra The Global e-Waste Monitor (2017), og PACE’s A New Circular Vision for Electronics (2019).

Tanja

2 Comments

  1. Svar

    Laura R

    05/11/2019

    Hej Tanja!
    Fedt indlæg og meget vigtigt emne. Jeg vil lige give Refurb de varmeste anbefalinger med på vejen, efter at både mine brødre og jeg har benyttet os af det uden problemer.
    Produkterne fungerer virkelig godt, Refurb er ærlige og på trods af at det føles som at man modtager en splinterny computer, så er det i allerhøjeste grad også SU venligt. YES.
    Igen, fedt at du har fokus på emnet. :))

    • Svar

      Tanja

      05/11/2019

      Tusind tak for din kommentar, din ros og for at dele jeres gode oplevelser! 🙂 Hvor er det bare skønt at høre!

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.