Augustplaner

Date
jul, 31, 2019

Jeg har glædet mig sådan til dette indlæg! Både fordi august tegner til at blive en begivenhedsrig måned, men også fordi det indvarsler, at bloggen er live igen. Jeg har nemlig arbejdet på højtryk på at give den et makeover i det meste af juli, og resultatet er nyt layout og nye funktioner. Loppemarkedskalenderen har fået sit eget menupunkt, og det samme gælder nyhedsfeed’et, som der har været stor efterspørgsel på; især efter indlægget om, at H&M er stævnet for ulovlig miljømarkedsføring

Juli har været overraskende travl! Bedst, som jeg troede, at mine klienter var gået på ferie, tikkede opgaverne ind. Vi var derfor fremme ved midten af uge 29, før jeg fik holdt det mindste fri. Til gengæld har det givet mig så meget desto mere at glæde mig til i august, og i skrivende stund prøver jeg stadig at danne mig et overblik.

 

I August står den på…

modeuge! I sidste uge landede der en invitation til at deltage ved et af modeugens lukkede events, og da temaet er genbrug (og da arrangøren er Vestiaire Collective), er der ikke noget at gøre. Jeg må afsted, og jeg tager jer med i stories ovre på Instagram! Tiden bliver forhåbentligt også til, at vi kan gå på opdagelse på messen – som altid vil jeg gerne snuse lidt rundt for at se, hvor mange bæredygtige brands, jeg kan spotte, og hvor meget, der er som det plejer. 

Bloggens fødselsdag! Det første indlæg udkom d. 6. august sidste år, efter mange måneders (års!) tanker om, hvorvidt det der blogging nu var noget for mig – haha. Resten af historien kender I. Men – hvordan dælen skal vi fejre det?

Formland! Jeg har søgt om presseakkreditering, så vi kan tage turen til Herning. Der kommer nemlig til at være flere bæredygtige bolig- og livsstilsbrands derude, end jeg tidligere har kunnet spotte i programmet. Og det er jo spændende!

Mads’ fødselsdag! Jøsses, hvor skal der fejres i august! Manden min fylder 30, og selvom jeg endnu ikke helt ved, hvordan han skal overraskes, er jeg sikker på, at det snart falder på plads. Det må blive noget med havehygge, gode menneker og cocktails. Hvordan ville I fejre en 30-års?

pasning af vores vennepars to drenge! Jeg har simpelthen afsat en lørdag-søndag til at hygge om mine to mindste makkere, på henholdsvis 4 og 7 år, og jeg er sikker på, at en tur på legepladsen er lige, hvad mit travle væsen har brug for. Jeg har dog ikke tidligere passet dem alene, så – kryds lige fingre for, at Tante T kan finde ud af det!

sommerhus-tur med tre seje damer, om nyt, fælles bæredygtighedsprojekt. Maria og jeg fik for nogle måneder siden en, hvis vi selv skal sige det, fiks ide. Den håber vi at få sat i søen henover efteråret sammen med Pia og Jane.

opfyldning af reol i Komma. Jeg har lejet en reol hos Lise i det meste af august, så andre kan få glæde af de genbrugsfund, jeg ikke længere bruger.

åbningsreception i et nyt, smukt yogastudio, der kommer til at forene fordybelse og ro med fællesskab og grøn aktivisme. Ofte bliver yoga fremstillet som noget, der er “godt for den enkelte”, fremfor som noget, hvor det, vi gør for os selv, er noget vi kan mobilisere til gavn for andre (og for kloden). Så kort sagt – jeg glæder mig til et nyt yogaspot, for jeg har i den grad savnet at have et.

åbningsreception hos skønneste laøhlé, der åbner i showroom i Badstuegade! Endnu en ting, jeg glæder mig helt vildt til! Det er så vildt at se, hvad der er sket på det halve år, jeg har samarbejdet med dem, og jeg ved bare, in my bones, at de kommer til at skabe noget stort.

foredrag! Laøhlé har nemlig spurgt, om jeg vil holde et oplæg i showroomet – og selvfølgelig vil jeg det. Og jeg tænker, at vi skal tale om greenwashing, og hvordan man som forbruger kan navigere, når store brands giver den gas med smart, grøn markedsføring. Mere info følger! Jeg håber, at I har lyst til at være med!

offentliggørelse af kursus! Maria og jeg har udviklet en lille kursusrække for grønne virksomheder, og vi håber virkeligt, at vi kan få hjulpet en masse ildsjæle igang eller et skridt videre i deres proces. En del af mit selvstændige virke er jo, at jeg hyres ind som konsulent for bæredygtige virksomheder, men det kan være meget omkostningstungt for de mindste at hyre nogen 1:1. Så løsningen bliver, at vi afholder nogle weekender, hvor man sammen med nogle få andre kan få hjælp til Instagram, opsætning af web og meget, meget mere. Måske du kender nogen, der kunne have glæde af et kursus?

ting jeg endnu ikke har overblik over, haha! Pyha, det bliver med tungen lige i munden, det her. Men jeg glæder mig. Og det er vel det vigtigste?

 

Hvad byder den kommende måned jer?

 

Nedenfor er der lidt stemningsbilleder fra en travl, men dejlig julimåned, der har budt på sommer-event hos Relove & Roses, arbejdsferie hos Maria, et smut til Skagen med svigermor inklusiv lynvisit hos laøhlé, mange møder og ret fantastiske genbrugsfund.

Må I få den dejligste start på august! 

639E1A1B-3F6B-4AF7-8C97-858FD967D252
B795E9FF-7C2C-43BE-8F2C-814726184996
0869471A-9BDF-4D26-A210-D7358CDB0D73
Processed with VSCO with al3 preset

Tanja

2 Comments

  1. Svar

    Maria Skytte

    01/08/2019

    Pyha – jeg bliver helt stresset på dine vegne af at læse om aaaalt det, du skal i august! 😀

    Tillykke med det nye design – det er jo blevet superlækkert. <3

    • Svar

      Tanja

      01/08/2019

      Åh, tusind tak, skønneste du! 😀

      Ja, det føles lidt voldsomt i skrivende stund, men jeg er nu sikker på, at det nok skal blive hyggeligt! Jeg planlægger at prøve det der “weekend” lidt oftere!

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.