14 fantastiske Instagram-profiler til din vintage-jagt

Date
sep, 22, 2019
Mød Pia – vintagedronning extraordinaire

Nu skulle det være. Nu skulle jeg have den her vintage-guide skudt igang. At den har været så længe undervejs, handler dog tildels om, at jeg endnu ikke helt har knækket koden til at integrere større mængder vintage i min garderobe; Secondhand ja, men ikke vintage. Og det er en skam, for man kan finde nogle helt igennem fantastiske kvaliteter blandt tøj af ældre dato. Af samme grund følger jeg også et væld af vintagebutikker, både fysisk og online – men foruden en 60’er-kjole og et par skjorter, er det ikke blevet til det store i min egen garderobe. MEN – så er det godt, at man kan alliere sig den smukke dame ovenfor.

For hvis du på noget tidspunkt har tænkt, at vintage er støvet eller kedeligt, eller at det ikke er noget, du kan integrere i din garderobe, er den første profil, jeg vil sende dig forbi, nemlig Pia Storm‘s. Det er ikke for sjov, at Pia er afbilledet i det her indlæg – hun har nemlig en uovertruffen evne til at style tøj på tværs af årtier, mønstre og snit, og – nu har jeg altså haft fornøjelsen af hendes selskab – hun ser altid knaldgodt ud! Hun har så meget ‘wawawoom” og “zazazoom”, at jeg oprigtigt overvejer at hyre hende som personlig vintageshopper, når økonomien er til det. Så før du eventuelt slår ideen om at udforske en verden af vintage helt til side, så tag lige et kig på hendes Instagram eller hendes fantastiske blog, Storms Magasin. Jeg mener – er hun ikke bare skøn? Kender du Pias profil?

Copyright Pia Storm

I det nedenstående har jeg udvalgt en række profiler, hvor man på den ene eller anden måde kan handle online via enten webshop eller Instagram. Nogle af profilerne har også en fysisk butik, mens andre har det som deres mission at få det. Faktisk er der overraskende mange, der starter op på sociale medier. I min optik er det utroligt vigtigt at understøtte et genbrugs-marked, der giver afkast i form af nye arbejdspladser (der ligger lige endnu et indlæg til min to-do-liste). Derfor følger jeg også i omegnen af 50 vintageshops på Instagram, hvis vi medregner dem, der både har tøj og interiør – men for overblikkets skyld tænker jeg, at vi med fordel kan starte med 10+. Så kan vi opdatere undervejs med nye guldkorn. Lyder det ikke ok? Sig endelig til, hvis du har favorit-profiler, jeg ikke må glemme!

Vintage er en type genbrug, der kan have sine egne bæredygtigheds-problemstillinger. Blandt findes er der typer af vintage, der gennemgår en alt andet en skånsom rensningsproces og fragtes rundt i næsten kvalmende kvantiteter. Don’t get me started about vintage kilo markets. Men fremfor at dykke alt for langt ned i diskussionen nu, har jeg udvalgt nogle butikker og koncepter, hvor kvalitet trumfer kvantitet; nogle af dem modtager sågar tøjet lokalt, fra de kvinder, der har båret det eller disses familier. Så – vi tager den store gennemgang en anden dag. Men har du mon gjort dig tanker om, hvorvidt vintage og genbrug generelt altid er bæredygtigt?

Copyright Pia Storm

De tidlige (1890- )

Vintage Divine (Aarhus) – sælger hovedsageligt via webshop. Jeg har desuden haft fornøjelsen af at interviewe Mette lige her.

Vieille (ikke specificeret) – sælger via Instagram.

De budgetvenlige

Maudes Minder (Kolding) – sælger via Instagram.

Genskabt Vintage (KBH V) – sælger både via Instagram, webshop og fysisk butik.

Bob & Lutetia Vintage (KBH S) – sælger via Instagram og fysisk butik.

WinWintage (KBH) – sælger via Instagram.

Nisa Vintage (Aarhus) – sælger via Instagram.

Red Vintage (Aarhus) – sælger via Instagram.

De særligt eksklusive

Time’s Up (KBH K) – sælger via Instagram, webshop og fysisk butik.

Manulu Vintage (KBH K) – sælger via Instagram og fysisk butik.

Paloma Vintage (KBH K) – sælger via Instagram og fysisk butik.

Jérôme Vintage (Frederiksberg) – sælger via Instagram, webshop og fysisk butik.

Transit Vintage (Frederiksberg) – sælger via Instagram og fysisk butik

.

Er der nogen, du savner på listen? Nogen, vi andre bør tjekke ud? Jeg tænker, at vintage-smykker på sigt kan få en kategori for sig, for der er virkeligt også mange fine shops derude.

Vil man gerne blive klogere på vintage og ikke mindst vintagestyling, vil jeg forresten anbefale Pias bog, Vintage, der for mig var den hyggeligste page-turner, fyldt med kvindehistorisk know-how og stylingtips! Den har jeg i hvert fald stolt stående på hylden.

Tusind tak for udlån af billeder, Pia!

Tanja

5 Comments

  1. Svar

    Maria

    24/09/2019

    Rigtig god oversigt – tak for den! Jeg synes, det er et kæmpe problem ved salg via Instagram, at rigtig mange butikker ikke overholder Købeloven, da de ikke tillader returnering i de lovpligtige 14 dage ved salg over internettet. Fra din liste ved jeg i hvert fald at hverken Vieille eller Winwintage tager varer retur (eller giver mulighed for at man kan prøve deres tøj, hvorved det også ville være lovligt ikke at tage varer retur). Hvordan navigerer du i det?

    • Svar

      Tanja

      25/09/2019

      Kære Maria, tusind tak for din kommentar! Og jeg er helt enig ift. at det er problematisk. Og det bliver kun mere problematisk i takt med, at genbrugsmarkedet vokser. Det kunne være super interessant at quizze forbrugerombudsmanden – og evt. høre, om de har tiltag på vej, der tydeliggør reglerne?

      Personligt har jeg endnu ikke handlet hos de to nævnte, men jeg går aldrig af vejen for at nævne Købeloven, hvis en (virksomheds)profil skilter med manglende returret. Dem, der driver det som reel virksomhed, ved det jo godt, men for dem, der er i startfasen kan det også være en blind vinkel – man har set andre skrive det, og skriver derfor det samme. Men der ligger da et klart blogindlæg her – for alle skal da kende deres ret, når de handler online. Så tak for tankestof!

  2. Svar

    Stefanie

    24/09/2019

    A Touch of Vintage i København fortjener også at blive nævnt.
    De har både herre- og dametøj fra 1940’erne til de sene 1960’ere. Plus tasker, hatte og bjerge af smykker.

    • Svar

      Tanja

      25/09/2019

      Tusind tak for tip/reminder, Stefanie! De kommer på listen sammen med 5-6 andre, jeg ligeså stille kom i tanker om 🙂

  3. Svar

    Annette

    09/10/2019

    Fedt med en oversigt over vintagebutikker i DK! En enkelt tilføjelse. Kender du Thirdhand Vintage? Også i Kbh K – og online. Under de eksklusive. Ihvertfald en favorit her.

    Og god pointe med at sætte fokus på returret ved handel på web og sociale medier!

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.