10 Insta-shops til din genbrugsindretning

Date
maj, 27, 2019

Det er efterhånden lidt tid siden, at vi har haft bolig på programmet herinde, og det går jo ikke. Så i anledning af en regnfuld mandag, har jeg udvalgt 10 gode Instagram-profiler, der sælger skønt genbrugs-nips til boligen. Og jeg har altså valgt et udsnit, der har en virkeligt høj lækkerheds-faktor, uden at de nødvendigvis har titusindvis af følgere (endnu). Med lækkerheden og kurateringen kommer dog også, at priserne er til den høje side – til gengæld kan du virkeligt gøre dig nogle vilde, unikke og sågar luksuriøse fund her. For mig fungerer de som et fantastisk supplement til mine egne loppemarkedsfund. Og så bugner profilerne i det hele taget med inspiration til, hvad man kan kigge efter, når man selv er på jagt. Måske du også kan finde lidt labre sager at spice indretningen op med?

10 insta-shops til din genbrugs-indretning

1@ella.vintage.interiors er en af mine guilty pleasures. Her har jeg købt min solgule murano-vase, en stor messingskål formgivet som en muslingeskal, og meget, meget mere. Profilen drives af Line, der har bosat sig i Berlin, hvor hun finder urimeligt mange lækre ting. Og så er hun jævnligt i Danmark – og hun agerer gerne genbrugs-kurér.

2@epicdecordk drives af interiør-stylist Helle Topp, og den lever i den grad op til sit navn. Her skal du have den store tegnebog med – til gengæld kan du få alt, hvad hjerte begærer af litografier, muranoglas, frynselamper og vilde konkylie-formede tekander!

3@kiosk48th har det mest vanvittige udvalg af pastelfarvet service og kulørt glas. Jeg har lyst til at købe alle te- og kaffekanderne på profilen, men jeg har allerede flere, end jeg kan forsvare. Av.


4@thevillacph har den fineste, mest luksuriøse og afdæmpede profil. Der er masser af jord- og cremefarver, råt træ, bambus og hvide muranolamper.

5@astasvintage er også et pastelfarvet vidunder af en Insta-butik, og jeg ville elske at eje det hele. Blandt andet har Astas Vintage et vintage patchwork-tæppe, der er så smukt, at jeg kunne tude.

6@carlos_and_me_interior er en farveeksplosion! Og Josefine, der står bag profilen, bor selv utroligt smukt, så der er masser af inspiration at få. Desuden kan du bestille de mest fantastiske, overmalede spejle, der virkeligt kan give dine vægge noget kant.

7@meandaura er murano connoisseur! Shishkebab, der er mange lækre, italienske lamper derinde. Især er der mushroom-lamper i alverdens farver, og jeg fornemmer at de stadig er ret populære, trods den store eksponering på Instagram.

8@tiptopeliteskrald overvejede jeg faktisk at holde for mig selv. Yes, there, I said it! Profilen bugner med kunsttryk og lamper. Bugner! Så I kan lige vove på at hapse mine kunsttryk for næsen af mig 😀

9@lerubiscph har også alt i pastefarvet service, og der er virkeligt meget forskelligt på bud. Man kan ikke forudse, hvad det næste, der bliver slået op, er – og det kan altså også være ret fedt.

10 @fleafix laver de fineste små displays, fyldt med skåle, emaljeskeer, tallerkener og meget, meget mere. Det hele er utroligt fint, sart og romantisk. Og det kan altså også noget!

Hvad siger du til indlægget? Kan det bruges? Kendte du profilerne? Har du nogle profiler, som du er særligt glad for?

Tanja

1 Comment

  1. Svar

    Betina Tronsgaard

    29/06/2019

    Kig også forbi @tronsgaard-shop for vintage til den moderne indretning

Leave a comment

Related Posts

OM SECONDHAND FIRST

Secondhand First er en genbrugs-og bæredygtighedsblog, der har til formål at gøre det både lettere og sjovere at shoppe brugt og bæredygtigt.