TILBAGEBLIK: FASHION REVOLUTION WEEK

Fashion Revolution Week 2019 er gået på hæld, og sikke en uge, det har været. Måske det blot skyldes, at jeg lever i et nørdet vakuum, men jeg synes nu altså, at der kom hul igennem rundt omkring. Eksempelvis nåede vi både at skabe lidt røre i andedammen ift. en af dansk fast fashions største aktører, og igår havde jeg jer lidt med i lommen, da jeg deltog ved et event afholdt af Tekstilmuseet i Herning og BedreMode. Og jeg tænkte altså, for god ordens skyld, at jeg ville lave en lille opsamling.

Fashion Revolution Week er bevægelse, der opstod i kølvandet på, at 1134 tekstilarbejdere mistede livet og ca. 2500 blev såret, da en usikker fabriksbygning (Rana Plaza) kollapsede og tog en anden med i faldet. Ulykken står idag som et fuldstændigt utvetydigt billede på, hvor dårligt tekstilarbejdere mange steder er stillet, og hvor lidt, et menneskeliv kan regnes for. Eksempelvis betalte Primark sølle 200 dollars i kompensation til familier, der havde mistet et nært familiemedlem, og kun såfremt at de kunne fremlægge DNA-beviser. Personligt fik jeg Rana Plaza ind under huden, da jeg interviewede unge oprørsledere i og fra Bangladesh, men det er en helt anden historie. Men Fashion Revolution Week er et opråb for øget transparens, bedre arbejdsvilkår og større ansvarlighed. Og lige præcis derfor er spørgsmålet “who made my clothes” så vanvittigt vigtigt og ikke mindst centralt for bevægelsen.

#Whomademyclothes?

Jeg har i lang tid vidst, hvem jeg gerne ville stille det store spørgsmål – Nemlig et dansk brand, der har oplevet en helt enorm hype, men ikke har haft så meget som en faktaboks på deres website, hvor man kunne læse om deres bæredygtighedsprofil, hverken socialt, miljø- eller klimamæssigt. Det eneste, man har kunnet finde, er nogle mærker på vaskeanvisningen, hvor der står, at der er CO2-kompenseret for produktionen. Men så, kort før Fashion Revolution Week, offentliggjorde de pludseligt en ‘consumer oriented report’ – og den var meget, meget tynd. Der stod f.eks. mere om forholdene på deres kontorer i vesten, end om tekstilarbejdernes forhold, og detaljeringsgraden ift. CO2-kompensation mm. var meget begrænset. Det afstedkom følgende besked:

Og der kom svar! Altså standardsvar. Og jeg har, til trods for længere korrespondance med dem i dagene efter, stadig ikke fået afklaring på, hvad de konkret gør for at sikre leveløn. Vi ved heller ikke, hvordan de reelt CO2-kompenserer – kun at de bruger det til monitorering. Til gengæld har de nu tilbudt mig et møde med deres sustainability manager i midten af maj. Så jeg graver videre. Og jeg håber, at du vil følge med. I al fald er jeg uendeligt taknemmelig for de mange mennesker, der både har vist deres opbakning og delt deres forundring i forbindelse med ovenstående. Det er det momentum, vi kan skabe sammen, der fordrer svarene.

Hvad tænker du om det ovenstående? Har du fået mere mod på at spørge et brand om dit tøj?

Her et sneak-peak hos Stine Sandermann, der har @sandermannofficial. Stine arbejder med uld fra glade, danske får og såkaldte “dead stock”-tekstiler, der ellers ville gå op i røg.

Bæredygtig mode i det midtjyske

Om søndagen gik turen til Tekstilmuseet i Herning, hvor Johanne (BedreMode) holdt et to-delt foredrag om tøjspild og garderobeglæde. Uden at sige for meget, arbejder Johanne intensivt for at skabe opmærksomhed omkring de følelsesmæssige kapaciteter, vores tøj kan have. At vores følelser kan være vejen til at mindske vores massive spild, men at forudsætningen er, at vi sætter farten ned og tænker (mærker!) os om. Og jeg er altså overbevist om, at Johanne har fat i noget her. Ser jeg på min egen garderobe-rejse, er det i al fald tydeligt, at jeg, siden jeg i 2009 begyndte at køre en kombi af (genbrugs-)capsule wardrobes og minimal wardrobe, har oplevet en ret massiv ændring af mit forhold til tøj. Kvalitet trumfer kvantitet, og jeg har færre ting, men føler stor tilknytning til hver eneste af dem.

Efter foredraget og en utroligt fin kortfilm om tekstildumping i Indien, var der paneldebat ved fire skønne, danske brands, der alle har bæredygtighed som kerneværdi. Fælles for dem alle er også, at de stadig producerer i Danmark i et eller andet omfang – Eksempelvis får Lepirol strikket deres GOTS-certificerede strik ca. 10km fra Herning i Sunds, mens Dilling selv står for farvningen af deres økologiske uld- og bomuldsundertøj på deres eget, svanemærkede farveri nær Vejle. Og både Sandermann og Laøhlé har systue i Ikast, og producerer desuden en del selv. På alle måder var det langt mere opløftende at stille spørgsmål her, for svarene kom prompte og ærligt. Også på de svære spørgsmål. Og det er lige præcist det, Fashion Revolution Week handler om – ærlighed og ansvarlighed. For ingen skal dø for vores forbrug.

Og med de ord vil jeg runde ugen af herinde.
Husk at dine spørgsmål og tanker altid er meget velkomne.

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *