SENESTE FUND #4

Jeg bor pt. i den her lille jakke i upcyclet vintagesilke fra Relove & Roses.

Knapt halvanden måned skulle der gå, før jeg igen fik lavet en lille opsamling, og det vidner mest af alt om, at der har været godt gang i mit selvstændige liv – hvilket jo er fantastisk! Men jeg synes nu også, at de her opsamlinger kan være både hyggelige og vigtige at prioritere, for jeg får reflekteret over mit forbrug undervejs. Har du også kastet dig over en månedlig status? Eller holder du på anden vis styr på dit forbrug? Du kan finde min opsamling fra februar/marts lige her.

I slutningen af marts startede jeg op som SoMe-konsulent for skønne Mia hos Relove & Roses. Og hold nu op, fristelserne er mange! Der er vintage-tekstiler i lange baner, og jeg føler mig som et barn i en slikbutik! Oprigtigt talt, skal jeg virkeligt holde mig i skindet for ikke at hive dankortet op af lommen og råbe “en af hver, tak!”. Indtil videre er det faktisk gået ok med at begrænse mig, men den lille upcyclede silkejakke kunne jeg ikke leve uden. Den er syet i vintage crepe-silke fra indiske sarier, og den er noget af det blødeste, jeg nogensinde har ejet. Der bliver kun 1-2 jakker ud af en sari, så det gælder om at slå til – og det gjorde jeg så. Og ih, hvor jeg elsker den. Den skal helst være, hvor jeg kan se den.

Et andet fund fra den forgangne måned er et par bukser fra Schulz by Crowd, som jeg pludseligt spottede på Tradono. Jeg er som bekendt helt vild med brandet, da de både tilbyder vanvittigt god kvalitet og gedigen transparens omkring deres produktion. Desværre må jeg dog sande, at bukserne og jeg bare ikke kan enes – og at det hele står og falder med, at jeg har et kropskompleks, jeg ikke kan komme ud over. Derfor skal jeg have fundet en ny ejermand til dem – for de er simpelthen for smukke til ikke at blive brugt. Det er en str. 38, i ren silke, hvis nogen skulle være interesserede. Mine højt elskede skjorter går dog ingen vegne, haha!

Vintage-skjorten med hestene er et loppefund, jeg fra første øjekast havde et kæmpe soft-spot for. Jeg elsker småskøre print, og den går bare til alt! Jeg fandt den på Flagstang Marked i Musikhuset til 60 formidable kroner, og det bedste af det hele var næsten, at jeg har købt den af en, der læser med herinde. Pernille, hedder hun. Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg møder jer, der læser med!

Det sidste fund fra den forgangne måneds tid, er Anna Ancher- trykket. Jeg fandt det, med ramme, for bare 50 kroner i BrugtvareTerminalen. Det kunne jeg altså ikke modstå. For rammen alene, var det en virkeligt god pris. Nu skal jeg så bare lige beslutte mig for en placering.

Noget, som jeg påtænker at købe, men endnu ikke har købt, er et par ting fra skønne laøhlé. Jeg låner oftest ting ifm. mine samarbejder herinde, og der er således ikke tale om, at jeg får en masse “gratis”. Faktisk er hele ideen om, at det er gratis, pænt problematisk – for der skal altså betales skat af gaver, om man vil det eller ej. Og så har vi slet ikke talt overforbrug. Derfor arbejder jeg ud fra en model, hvor jeg får løn for mit arbejde (tekstproduktion, foto, research mm.), og derefter bruger jeg oftest en del af min løn på at købe noget hos min samarbejdspartner, hvis jeg mangler det/ganske enkelt ikke kan modstå. På den måde investerer vi i hinanden, og det er nu engang sådan, jeg bedst kan lide det. Fra én grøn virksomhed til en anden.

Har du gjort dig nogle gode fund den seneste tid? Skærer du ned, eller holder du måske slet og ret købestop?

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *