MAGPIE LANE VINTAGE

I serien “På besøg hos” kigger vi indenfor hos nogle af de mange skønne genbrugsbutikker i det aarhusianske, og det femte interview har en helt særlig plads i genbrugsguiden. Det var i Magpie Lane Vintage, at jeg sidste år i november begyndte at sætte nogle ord på mine tanker om, hvordan jeg gerne ville formidle genbrug. Hos Sita følte jeg mig med det samme mødt med nysgerrighed og forståelse, og vi endte med en timelang snak. Jeg forlod butikken med stor inspiration og en aftale om et gensyn. Det er det gensyn, jeg har taget jer med på. I interviewet kommer vi omkring den glødende passion og arv, Sita har haft med sig hele vejen fra Vancouver. Vi taler om butikkens første år i Herning, om at skabe sig et brand, og om at nuancere bæredygtighedsbegrebet i relation til vintage. Og sidst men ikke mindst deler Sita en række fantastiske tips til din vintage-shopping. Tak fordi du læser med.

Hvis du har bevæget dig ad Stadion Allé på Frederiksbjerg har du måske spottet det smukke vinduesdisplay. Hvert outfit er unikt, og samtidigt helt i tråd med de andre. Stylingens udtryk forstærkes af det mønstrede tapet og stof, der danner baggrunden for de stilede mannequiner. Ekspertisen er ikke at tage fejl af. Måske du allerede har været på besøg, eller kender navnet fra Fleabies, hvor det fine tøj også hænger på stativerne? Eller måske du er en af de særligt indviede, der husker Magpie Lane Vintage fra opstarten i Herning? I al fald er den lille butik altid et visit værd.

Indenfor mødes man ligeledes af mønstrede tapeter, ornamenterede skabe og – selvfølgelig – de farvestrålende beklædningsgenstande. Hvert eneste skab og stativ bugner med de fineste fund fra særligt Paris, Milano og Amsterdam. Her er alt fra vintage denim og fløjl til silke og polyester. Du finder print, teksturer og masser af personlighed. Og priserne er mere end rimelige – for i Magpie Lane Vintage er essensen, at tøjet skal bringes til live igen. Med priser på f.eks. 325,- for en lang, glitrende kjole, der til forveksling lignede noget fra en af Gannis seneste kollektioner (bare pænere), må niveauet siges at være særdeles diplomatisk – uden at indbyde til hovedløst køb-og-smid-væk-forbrug. For Magpie Lane pieces, dem passer man godt på.

Bag butikken står Sita, der har vintagetøjet som en del af sin kulturelle DNA. I 1970’ernes Vancouver slog Sitas danske mor nemlig dørene op til den vintagebutik (Ja, du læste rigtigt – en vintagebutik i 1970’erne!), der kom til at danne rammen om Sitas barndom og ungdom. Sitas mor var “en vaskeægte hippie”, der både havde en dyb aversion mod tidens uformelige tøj og en brændende passion for alverdens snit, tekstiler og farver – en passion har hun givet videre til Sita.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Sita, da hun var blot 20 år, åbnede sin egen vintagebutik i selvsamme by. Med tiden fandt hun vej til Danmark, først til fødebyen København, og sidenhen til Herning, hvor hun åbnede en lille butik på 30m2 i 2011. Der gik dog ikke lang tid før end butiksarealet måtte udvides til 200m2, for butikken passede fortrinligt ind i det kreative miljø omkring TEKO. Ikke, at det kun var de studerende, der shoppede vintage – tværtimod tog alle aldersgrupper hjerteligt imod den kulørte beboer i gadebilledet. Og festkjolen – det skulle være en Magpie Lane-kjole. Et brand var skabt. Sidenhen har Sita slået sig ned i Aarhus, hvor butiksarealet er mindre, men friheden større. 

Noget, jeg fandt enormt spændende og ikke mindst vigtigt, da jeg mødte Sita første gang, var hendes syn på bæredygtighed i henhold til vintage. Ikke alt vintagetøj er så entydigt bæredygtigt som det fremstilles, og derfor ønsker Sita ikke at bruge “bæredygtighed” som led i promoveringen af Magpie Lane. Tøjet i Magpie Lane Vintage er håndplukket og hovedsageligt hentet i Europa, men det er stadig forbundet med lang transport, rens og opbevaring. Selvfølgelig er der ikke den samme miljøbelastning som ved produktionen af helt nyt tøj, men der kan ofte mangle nuancer i debatten.  Og ikke alt vintage-tøj finder vej til forbrugeren på samme måde som i Magpie Lane; Meget vintage-tøj forhandles i ekstremt store kvantiteter, der renses med skrappe midler og sendes på tværs af kloden for at lande hos os. Og den bevidsthed vil hun gerne give videre.

Men hvor Sita ikke vil kalde sin butik “bæredygtig”, har hun et meget bæredygtigt syn på, hvordan vi som forbrugere bør forholde os til tøjet. Vintage skal ikke blot være costumer, vi køber for at iføre os dem en enkelt gang. Vintage er, som sagt, ikke blot single use-kuriositeter. Det skal heller ikke ende bagerst i klædeskabet eller i tøj-containeren, hvor man risikerer at det aldrig bliver brugt eller værdsat i sin oprindelige form. Og derfor opfordrer Sita til, at du kun køber noget, du ved, du vil forelske dig i. 


Sitas bedste tips til din vintageshopping

1) Tøjet skal passe til dig; du skal ikke passe til tøjet. Og tøjet skal ikke mindst passe til din hverdag, så du får det brugt. 

2) Bare fordi noget er lavet af polyester, betyder det ikke, at det er af dårlig kvalitet. I 1970’erne gjorde mange modeskabere meget ud af det populære materiale. Der findes såvel god som dårlig polyester, ligesom der findes god og dårlig silke. Så lad dig ikke begrænse af materialet, men tag beskik af det enkelte stykke tøj.

3) Tænk kvalitet fremfor kvantitet – ikke så meget ift. materialerne, men ift. hvor særligt tøjet er for dig og hvor stor glæde du vil føle ved at få det brugt.

4) Du ved, at du har fundet den perfekte festkjole, når den får dig til at føle dig som nattens dronning. Når den følelse opstår: køb den!

5) Klip aldrig en lang kjole kort. Aldrig. 

7) Og er du i tvivl om et køb – så lad være.

Tusind tak til Sita for at invitere indenfor, og for de mange gode tips!

Magpie Lane Vintage har fået nye rammer, og du finder nu butikken på Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C!

Du kan også følge Magpie Lane Vintage på Instagram samt møde Sita på Tekstilmuseet i Herning d. 27. oktober 2018, hvor hun holder pop-up og udstiller lidt af egen samling! Der vil også være oplæg med altid inspirerende Pia Storm! Tip hermed videregivet. Tak fordi I læser med!

Leave a Comment