GUIDE: VINTAGE KUNSTPLAKATER

Da jeg for nogle måneder siden lavede en lille rundspørge på Instagram, var der særligt stemning for, at jeg delte lidt om, hvor jeg finder vores kunstplakater. Allerede nu kan jeg afsløre, at der er basis for en “Del 2”. Langt størstedelen af vores plakater er købt brugt, og det skyldes, som med alt andet vi ejer, at jeg helst ikke vil understøtte unødig produktion. Dog har jeg det også sådan, at kunst er så uendeligt berigende og dannende, at det bør udbredes – og derfor hænder det også, at jeg erhverver mig plakater til minde om fantastiske udstillinger. Vores lille hjem bærer bestemt præg af, at kunst fylder meget for mig.

Og plakater trender. Det er et faktum. Af samme grund føler jeg dog også, at der er behov for en lille disclaimer. For selvom plakaterne “bare” er præget papir (der måske sågar er trykt på Svanemærket/FSC-certificeret papir), betyder det på ingen måde, at det spild, de afstedkommer, er underordnet. Dertil kommer også, at der findes et væld af teknikker og underlag (litografier, serigrafier, linoleumstryk mm.) der bearbejdes på hver deres måde. Derfor vil jeg også opfordre til, at man 1) fokuserer på kvalitet over kvantitet, og 2) giver eller sælger videre, når man ikke finder værkerne spændende længere. Der er med garanti andre, der kan få glæde af dem. Og så vil jeg som altid opfordre til, at man 3) tager udgangspunkt i sig selv, så man ikke ender med at følge den seneste plakat-trend (jeps, it’s a thing) blindt.

Nuvel, følgende liste rummer både steder, vi har handlet og steder, jeg holder nøje øje med. Der er primært tale om onlinegallerier, da mange fysiske gallerier gør sig i nye optryk.

På Instagram kan nævnes:

@vintagecph – Hvis du følger en vintage-plakat-forhandler på Instagram, er det med garanti fantastiske VintageCPH, som drives af søstrene Mille og Rikke. I shoppen finder du plakater for enhver smag, fra det figurative til det abstrakte, og fra det multikulørte til det monokrome. Du finder sågar originaler, fra tid til anden. Priserne er bestemt i den rimelige ende, men afgøres klart af kunstner, materiale og frekvens. Se også udsalgs- og børneprofilerne @vintagecph_sale og @vintagecph_kids

@bendtsens – Her må du til lommerne. Hos Bendtsens koster trykkene adskillige tusind kroner – til gengæld kan du være rimeligt sikker på ikke at støde på motiverne hos nogen du kender. Der er ofte tale om udstillingsplakater, der er gamle, velbevarede og ganske sjældne.

@outofcopenhagen – Fineste profil med dertilhørende webshop. Motiverne inkluderer designplakater af ældre dato, samt fantastiske reklamer for forlystelsesparker mm. Priserne varierer, men er bestemt ikke på Bendtsens niveau. 

@retroloen – Jeg har ladet mig fortælle, at man et sted i Sønderjylland (nærmere bestemt Haderslev) kan finde en masse kunstplakater (herunder gamle Louisiana-plakater) – omgivet af lækkert retro-interiør. 

@valuevintageprints – Min hemmelige go-to shop. Udvalget er fantastisk og priserne favorable. Her har jeg købt tryk af Hernandez Pijuan til under halv pris af, hvad trykkene koster andre steder. Instagramprofilen linker videre til en webshop, der befinder sig i Irland. De sender gerne, og jeg har altid fået super service! Men der er altså noget CO2-udledning forbundet med at handle her, som man godt kan holde sig før øje, så saml eventuelt til bunke.

@loppelabyrinten – Har ligeledes et stort udvalg, og priserne er ikke ulig VintageCPHs.

@warrer_art – En privat samler, der sælger ud i ny og næ. Trykkene skal afhentes i Aarhus/Risskov. Igen, fine fine priser.

@kleine_kunsthalle – En superhyggelig lille profil, der har lidt af hvert til fine priser.

Desuden vil jeg opfordre til, at man prøver at søge på DBA, Tradono og Facebook Marketplace, hvis man enten har et galleri eller en kunstner, man gerne vil fremsøge plakater fra. F.eks. kan man med fordel søge på “Louisiana plakat” i apps’ne. Man kan også søge på “kunsttryk”, “Moderna Museet”, “Galerie Maeght” eller på kunstnere som “Picasso”, “Matisse”, “Pijuan”, “Miró” mm., alt efter hvad man er til. For Lousiana-søgningen gælder dog, at man skal være særligt opmærksom på, at man ikke får købt sig et kunstkatalog fremfor en plakat. Flere af vores plakater er fundet via disse apps, og ofte til utroligt gode priser. F.eks. har jeg et stort Yayoi Kusama-tryk bag sofaen, som jeg betalte 100kr. for. Man kan også bruge Etsy, men her skal man være meget opmærksom på, at man ikke ender med at betale en formue i told. Og så kan man altid overveje, om ikke man kan finde sin kunst lidt mere lokalt. Således er der altså rigeligt med mulighed i den digitale sfære.

Ift. nyerhvervelser (som jo således ikke er “vintage”), vil jeg både opfordre til, at man kigger i museernes egne shops. Og så holder jeg personligt altid lidt øje med blandt andet Plakaten, Galleri Lyrum og Beauton Art Gallery. Men som altid – secondhand first 🙂

Er du den glade ejer af en eller flere vintage-plakater? Eller har du planer om at blive det? Lad mig endelig vide, om du har spørgsmål, og om guiden er en hjælp!

2 Responses

Leave a Comment