LYNGUIDE TIL SECONDHAND I HOVEDSTADEN

Selvom min base er i Aarhus, har I måske bemærket, at jeg jævnligt tager turen omkring hovedstaden. Den har nemlig en helt særlig plads i mit ellers ret så jyske hjerte, og indtil for to år siden, arbejdede jeg på et center for international konfliktløsning – med kig til Søerne og let adgang til byerne i byen. Mit arbejde gav rum for en hel del tanker om, hvordan vi behandler hinanden og de resourcer, vi har, og samtidigt var det også medvirkende til, at jeg fik lært flere genbrugs-spots at kende, når hovedet skulle klares ovenpå en lang arbejdsdag.

Idag er jeg så heldig, at mit lille selvstændige foretagende fra tid til anden bringer mig tværs over landet ifm. samarbejder. Og da jeg ofte får spørgsmål om gode butikker i KBH og omegn, tænker jeg at tiden er moden til en lille guide. Indlægget her tager hovedsagelig udgangspunkt i butikker, der er såkaldte luksus-secondhands, men jeg lover, at der også kommer et særskilt indlæg med vintage inden alt for længe. Jeg har indsat links til butikkernes Instagram-profiler, så I kan gå lidt på opdagelse. Intet af det nedenstående er sponsoreret.

Desuden vil jeg lige minde om, at de fleste butikker tager varer i kommission, så hvis I har en masse guld i klædeskabet, I hverken får brugt eller solgt selv, kan det være værd at gøre det hos en af de nedenstående forhandlere. Tjek dog evt. op på butikkernes indleveringdatoer, inden I tager turen. Og som altid håber jeg, at I vil dele jeres tips i kommentarfeltet, for der er helt sikkert flere gode butikker, end de nævnte.D

Hovedstaden tur-retur

Frederiksberg

Muda Nashi – min første store secondhand-kærlighed og stedet, jeg bliver ved med at komme tilbage til – nogle af jer vil måske kunne huske butikken fra mine stories. Her finder du oftest mere high-end secondhand items, som Baum und Pferdgarten, Stine Goya, Heartmade mm. til en brøkdel af nyprisen. Du finder Muda Nashi på Godthåbsvej 11A st. tv., Frederiksberg. 

First Class Second Hand – er et oplagt stop på Frederiksberg. Styles’ne er til den klassiske side, og det er oftest de mere high-end brands, der er repræsenteret. Priserne svarer dog oftest til mellem 1/2 og 1/3 af nyprisen – og det er jo, så at sige, ret så lækkert. Du finder First Class Second Hand på Godthåbsvej 57, stue tv., Frederiksberg.

2nd Rag – er ganske velassorteret, med alt fra H&M til Stella McCartney, og bestemt et besøg værd, hvis du befinder dig i området. Du finder 2nd Rag på Gammel Kongevej 91A, Frederiksberg.

KBH N

Second Wardrobe by Martine – har et fantastisk udvalg af highstreet og high-end, og priserne er meget overkommelige. Altså kan du finde alt fra Zara til Gucci, men det skal siges, at sortimentet hovedsageligt består af de mere prisvenlige brands. Jeg ville have haft jer med indenfor i butikken, men de sidste gange, jeg har været i KBH, har butikken desværre haft lukket. Sving dog endelig forbi, og lad mig vide, om I også er fans. Du finder Second Wardrobe by Martine på Egegade 2, KBH N.

Tú a tú – er supergode til at showcase det smukke tøj sammen med mindre accessories. Igen kan du finde alt fra de pænere H&M-styles til high-end. Du finder Tú a Tú på Jægersborggade 56, kld.th, KBH N.

KBH K

OSV Secondhand – udmærker sig ved at have pivlækre styles og ligelig fordeling mellem herre- og damemode. Priserne er lidt højere end ved de førnævnte, men udvalget er bestemt værd at tjekke ud. Du finder OSV Secondhand på Peder Hvitfeldts Stræde 4, KBH K.

Magnolias Luksus 2ndhand – har nogle skønne, grafiske styles, og så sent som igår var der en Isabel Marant-strik, der undslap mig. Priserne er, efter min vurdering, naturligvis, til den lidt høje side. Du finder Magnolias Luksus 2ndhand på Købmagergade 5, KBH K.

Lula 2ndhand Luxury – har virkeligt mange fine ting fra de lidt dyrere brands. Der er Goya, Heartmade og Gucci skøn forening. Du finder Lula 2ndhand Luxury på Antonigade 9 st. th., KBH K.

KBH Ø

Second Copenhagen – har også et rigtigt fint udvalg. Priserne varierer en del fra vare til vare, men af samme grund kan du fra tid til anden være særligt heldig. Du finder Second Copenhagen på Østerbrogade 126, KBH Ø.

Rán Rosanna – havde jeg nær glemt, og det er bestemt ikke berettiget. Butikken bugner med lækre og luksuriøse sager, herunder et udvalg til børn. Du finder Rán Rosanna på Nordre Frihavnsgade 60, KHB Ø.

Haberdash – kan du med fordel kigge forbi, når du befinder dig på Østerbro. Butikken har hovedsageligt mere high-end brands, et stort udvalg af Aiayu og et lille, fristende udvalg af marokkansk brugskunst. Du finder Haberdash på Ndr. Frihavnsgade 49, KBH Ø.

KBH V

Second Society – mixer nyere styles fra highstreet og high-end brands med vintage på fineste vis. Prissætningen er ca. 1/2 af nyprisen på nye styles. Du finder Second Society på Enghavevej 62, KBH V.

KBH S

Up Copenhagen – er et nyere skud på secondhand-stammen. Butikken åbnede i 2018, og jeg har endnu til gode at besøge den. Dog følger jeg ivrigt med på Instagram, da jeg synes, at de har en rigtigt fin blanding af highstreet, high-end og vintage. Du finder Up Copenhagen på Tycho Brahes Alle 23 kld., KBH S.

KBH Deluxe – var der lige en sød læser, der lige fik mindet mig om. Selvfølgelig skal den på listen. Udvalget er luksuriøst, og priserne er fint differentieret fra nyprisen. Du finder KBH Deluxe på Amagerbrogade 57, KBH S.

Bob & Lutetia Vintage – har jeg stadig til gode at besøge, men jeg har ladet mig fortælle, at den skulle være særligt skøn. Der skulle både være luksusgenbrug, vintage og økologisk barista-kaffe i sigte. Du finder Bob & Lutetia Vintage på Amagerbrogade 161, KBH S.

Og den allestedsnærværende…

I Blame Lulu – har, med tre butikker, et virkeligt imponerende udvalg. Dog er mit jyske krejlerhjerte lidt tilbageholdende overfor deres priser. Men smukt, det er det. Du finder I Blame Lulu på Rosenvængets Alle 8, KBH Ø / Gl. Kongevej 101, Frederiksberg / Store Regnegade 24, KBH K

Var der nogen, I kunne genkende eller ikke kendte? Nogen, jeg bør kende? Jeg sidder med en tilbagevendende følelse af, at jeg har glemt en 5-10 stykker.

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *