I SØSTER-SOLIDARITETENS NAVN

Glædelig kampdag, kære jer! Selvom d. 8. marts er en dag, jeg priser mig lykkelig for, at vi fejrer (og har!), havde jeg alligevel ikke tænkt, at den skulle udmønte sig i et blogindlæg. Men da jeg så sad og funderede over morgenkaffen, kunne jeg alligevel mærke, at der ikke var nogen vej uden om. For i søstersolidaritetens navn, er der en ting, jeg gerne vil sætte fokus på. Noget, der ikke får så meget spalteplads i debatten herhjemme.

Måske I allerede kender Fashion Revolution‘s kampagne “Who made my clothes?”, der har kørt årligt siden 2014? Kampagnen går i al sin simpelthen ud på, at forbrugere offentligt, på sociale medier, spørger brands’ne bag deres tøj om de forhold, det er blevet lavet under. Et krav om transparens, direkte fra forbrugeren til brandet, som følge af at 1.134 tekstilarbejdere – hovedsageligt unge kvinder – i 2013 mistede livet ved Rana Plaza-sammenstyrtningen. Der er utroligt mange kvinder, der lever under horrible forhold, i en uforsvarlig tekstilindustri, som deres liv afhænger af. Ved udgangen af 2018 kunne den gennemsnitlige arbejder i Bangladesh f.eks. kun dække i omegnen af 14% af leveomkostningerne, ifølge en rapport fra Penn State. Kvinder i industrien lever desuden med høje frekvenser af kønsdiskrimination, trusler og vold. Og hvor vil jeg hen med det? Tjo, jeg synes, at de skal fylde mere i vores kampdagsbevidsthed og vores søstersolidaritet. Ikke bare idag, men hver dag, hele året. Og det kan de gøre, hvis vi stiller krav til de produkter, vi køber.

For tænk engang, hvis din feministiske statement t-shirt er lavet af kvinder under sådanne forhold? Fast fashion brands’ne har jo luret, at “girl power” sælger. At de så ikke mener, at kvinderne på fabrikkerne fortjener den samme empowerment, er beyond my grasp. Jeg forstår det simpelthen ikke. Så skal vi ikke slå et slag for det bevidste forbrug og for vores medsøstre, ligemeget hvor i verden, de sidder?

Et andet emne, jeg gerne ville have taget op her, er hvordan vi kan støtte hinanden i bæredygtigheds-debatten, men det kan jeg mærke skal have sit eget indlæg. Men jeg kan sige så meget, at jeg har et brændende ønske om, at vi løfter hinanden – uden løftede pegefingre. Men med solidaritet.

Hvad tænker I om det?
Rigtigt glædelig kampdag.

2 Responses

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *