HVORDAN BRUGER DU FARVER I INDRETNINGEN?

Overskriften er et helt oprigtigt spørgsmål – for hvordan bruger du farver i indretningen? I min optik er det ikke rigtigt noget, man kan opstille regler for; Vi har jo alle forskellige præferencer og forskellige behov. Nogle farver ses måske mere universelt som “matchende”, og nogle er sågar på mode, men det behøves ikke at være udslagsgivende for, hvordan man indretter sig. For spørgsmålet kunne ligeså vel være: “Hvad har du brug for, at dit hjem gør for dig?”

Farver for mig er lig med den vildeste følelse af empowerment. Har jeg været ude i gråvejret eller blot haft en lidt svær dag, kan jeg mærke sådan et lille instant “boost” af glæde, varme og tryghed, når jeg kommer hjem til de klare farver. Engang gemte jeg mig i det grå og det monotone, både hvad angår mit hjem og min garderobe; til gengæld boede farverne i mine tegninger og malerier, der altid har været meget kulørte. Og hvorfor skulle jeg i grunden ikke gøre farverne til rammen om mit hverdagsliv, når nu jeg alligevel drages mod dem? Undersøgelser har også vist affektiv sammenhæng mellem farver og følelser, så hvorfor ikke bruge det til vores fordel? Hvad vil du gerne føle, når du kommer hjem? Og hvad får dig til at føle sådan?

Måske du allerede bor med mange farver? Eller måske overvejer du at få flere ind i din indretning? Vi kommer jo ikke udenom, at farver hitter, og at moden skifter hurtigere, end at du kan nå at finde malerrullen frem. Men er modefarverne det, der virker for dig? Sådan helt oprigtigt? Hvilken farve ser du for dig, når du tænker på følelser som “glæde”, “ro” og “tryghed”? De farver, du drager associationer til, kan naturligvis skifte over tid, men jeg vil vove den påstand, at de er et godt udgangspunkt for at skabe en ramme, hvor du trives.

For tænk nu, hvis du bare trives bedre i en sort/hvid-monokromi eller blandt jordfarver, end du gør i et regnbuehjem? Måske din arbejdsplads er meget kulørt, og du derfor har brug for noget mere “roligt”, når du lander hjemme? Det skal også være helt ok. Så førend vi dykker rigtigt ned i farverne, så mærk lige efter her. Der er uendeligt meget bæredygtighed i at vælge løsninger, der både giver dig overskud og kan være langtidsholdbare.

“Okay, Tanja, men kan vi få nogle tips på bordet nu?”

Selvfølgelig. Men jeg skal indrømme, at jeg har haft svært ved at begrænse mit nørderi. Jeg ville nemlig gerne lave en gennemgang af, hvad farver egentligt er, og hvordan de spiller sammen – men måske jeg skal gemme det til en advanced-guide, hvor vi kan snakke spektralfarver, kontrasttyper osv.? Men for nu lover jeg at holde det lidt mere ligetil.

Without further ado, mine (indledende) tips til at indrette med farver

Vurdér, hvor radikalt, du vil gå til værks. Føler du dig fristet til at male hele boligen? Eller kan det mon være nok at prøve med en (genbrugs-)vase i en farve, du godt kan lide? Du kan også starte i det små med puder, en plaid eller et kunsttryk – på den måde bliver det også mindre omfattende at ændre noget, hvis du er særligt glad for forandring. En ide kan være at finde lidt flere ting i den samme farve, variationer af den samme farve (tone-i-tone) eller med samme mætningsgrad (tænk f.eks. pastelfarver), så der ikke kommer til at stå én ensom, kulørt vase i rummet – medmindre du selvfølgelig er ude efter et utvetydigt blikfang. Eksempelvis har jeg flere vaser, skåle og kunsttryk i den samme blå farve, der “taler” til hinanden på tværs af vores stuer. Og så får vi virkeligt meget forærende af vores multikulørte tæpper. I det hele taget får man meget forærende, når man inkorporerer mønstre.

Hvor vil du gerne trække opmærksomhed hen? 

En måde at bruge farver på, er til at fremhæve elementer, du er særligt glad for eller områder, du er særligt glad for at opholde dig i. Hvis du virkeligt ønsker et blikfang, kan det være en hjælp at huske på, at jo klarere farve, jo højere “kvalitet”. Farver med højest kvalitet træder tydeligst frem. Det giver ret god mening, ikke? En anden huskeregel, man kan lege med, er, at kolde farver træder tilbage, mens varme farver træder frem. På den måde kan de også kombineres for at skabe dybde, ligesom det kan gøres med lyst og mørkt.

Hvordan komplementerer farverne hinanden?

Du kender nok allerede komplementærsættene gul-lilla, rød-grøn og blå-orange? Og måske du har bemærket, at lige præcis de farvekombinationer får hinanden til at “poppe”? Hvis du har en farve, du er særligt glad for, som f.eks. rød, kan den f.eks. komme endnu mere til sin ret i grønt selskab. Også selvom der er tale om en pudderrosa eller en støvet grøn – det er ikke kun de klare farver, det gælder for. Er du ikke så meget til at arbejde med deciderede komplementærsæt, kan du også prøve at fotografere to farver op mod hinanden – hvordan tager de sig ud sammen? Er der en tredje farve, der kan binde dem sammen? Nogle farver nærmest dræber hinanden; andre får hinanden til at spille. En lille foto-test kan være en fin hjælp, for det er ikke altid, at man lige kan vurdere det med det blotte øje.

Hvor kan øjet hvile?

Er du bange for, at det kommer til at ligne et cirkus? Så tænk særligt meget over at skabe mindre øer i indretningen, hvor nogle farver lader sig gentage. Desuden kan det være en stor hjælp, at holde nogle flader u-dekorerede eller ensfarvede; det er nemlig dem, der giver blikket den fornødne ro til at både at hvile og vandre tilbage til de enkelte elementer. Tingene kommer ganske enkelt mere til deres ret, når man kan se skoven for bare træer – i min optik, i al fald. Og dermed ikke sagt, at der behøves at være tale om hvide vægge – en “rolig” flade kan være lige præcis det, du finder roligt. Det kan være en ensfarvet stol i et gulv-til-loft mønstret rum. Men giv blikket mulighed for at hvile et sted.

Hvad virker for dig? Hvad skal dit hjem gøre for dig, og hvordan har du indrettet dig? Med mange eller få farver? Og har du tip, du gerne vil give videre?

2 Responses

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *