GENBRUGS-JUL: PYNTEN

Dekorationskugler, kræmmerhuse, nøddeknækkere, topspir og -stjerner. Nisser, rensdyr, julemænd og -koner. Flagranker og kraftig lametta. Listen med julepynt kan med lidt god vilje blive uendeligt lang, og selvom vi endnu kun er i november, har butikkerne for længst indvarslet højtiden. Overalt bugner hylderne med søde sager og billige pyntegenstande. Katalogerne er fyldt til bristepunktet med inspiration til årets ønsker, og snart samles vi i kilometer lange køer for at få del i den konventionelle jul, med al dens overflod. Men er det nu også den eneste måde, at gøre det på? Julen leder ikke just tankerne i retning af genbrug og genanvendelse, men i den kommende serie af blogindlæg, vil jeg stille skarpt på, hvordan vi kan gøre lige præcis det.

Forleden tog jeg mig selv i at tænke, at tiden vist var inde til at få lidt jul på bloggen. Både fordi jeg synes, at det er hyggeligt, men også fordi jeg i tiltagende grad er blevet opmærksom på, hvor meget nyt der indkøbes, blot med det formål at dekorere. Som altid skal det siges, at det ikke handler om, at vi ikke må erhverve os nyt! Men meget nyt julepynt fremstilles under tvivlsomme forhold, i tvivlsom kvalitet, og tilbagelægger lange distancer, for at nå frem til forbrugeren. Og samtidigt er der noget, der siger mig, at det ikke er fordi vi ikke ønsker at genbruge i julen – der mangler blot lidt hjælp til at spotte mulighederne.

Det mest nærliggende løsning er selvfølgelig at bruge, hvad man har. Men skulle lysten til nyt nu være der, er der også meget at vinde ved at gå på opdagelse i nyt genbrugs-pynt. For det første kan du gøre dig nogle ganske unikke fund. For det andet kan du finde en kvalitet, der langt overstiger det, du kan købe i dit lokale supermarked. Personligt har jeg en svaghed for pynt i lidt mere utraditionelle former og farver. Særlig er vintagepynt fra Rusland og Østeuropa en vinder hos mig, da de kulørte pyntegenstande byder på et væld af dyr og figurer, vi ellers ikke ser. Og med den nuværende trend, hvor croissanter, palmer, avocadoer og cupcakes finder vej ind i julen, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dette pynt passer særligt godt ind.

Derfor har jeg samlet en række fysiske butikker og Instagram-profiler rundt omkring i landet, du kan gå på opdagelse hos.

@thebasementdk – har et skønt udvalg af kugler, topspir og kogler, men vent ikke for længe – the word is spreading. Den viste julepynt er blandt andet fundet i kælderen. 

@reused_by_ladefund_retro har også pyntet fint op i butikken på havnen i Aarhus. Her finder du særligt dekorationskugler.

@butik_artefakt i Vejle har fundet både fisk og fugl frem til træet – sejt!

@merle_my har et showroom i Odense, og hold nu op, nogle flotte reflektorkugler og tyske topspir, man kan finde der!

@christiansenholm i Vojens har de sejeste russiske dekorations-dyr – hunde, løver, ugler og meget, meget mere.

@lopstersjul i Roskilde har også fantastiske figurer – blandt andet en lille, pink abekat, jeg ikke nåede at få fingre i.

@smuktbrugt er med stor sandsynlighed en kending i det københavnske, men butikken må og skal nævnes i denne guide. Suk, sikke fine sager.

@brixbrocante på Frederiksberg har, foruden smukt, fransk interiør, også et smukt udvalg af julepynt i skønne pastelfarver.

@igenibrug har julefisk, kogler, reflektorkugler, nisser og meget mere i butikken i Helsingør. Sejt.

Listen kunne være meget, meget længere. Langt de fleste retro- og vintagebutikker har et udvalg af julepynt, men her har du lidt til en start 🙂

Prisen på pynten kan variere, men du kan til gengæld finde sjove sager, du kan have i mange år eller let sælge videre. Og skulle du have pynt, du ikke længere bruger, så husk at du med fordel kan sende det videre til næste glade ejer. Selv kigger jeg med jævne mellemrum efter pynt på Tradono og DBA.

Har guiden mon givet dig mod på at købe genbrugs-pynt? Eller er du allerede en dedikeret vintage-samler? Lad mig endelig vide, om du har ønsker til jule-indlæggene eller bloggen generelt!

De varmeste præ-jule-hilsner

Tanja

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *