ER DU BANGE FOR MILJØPOLITIET?

Da Cathrine igår delte det her indlæg, endte jeg med at sidde oppe til langt over midnat, fordi det prikkede til nogle bekymringer og overvejelser, jeg har tumlet med igennem længere tid. Indlægget handler nemlig om, hvordan man hurtigt kan komme under beskydning, når man begynder at beskæftige sig med bæredygtighed; at fokus hurtigt kommer til at ligge på det, man ikke gør eller gør “forkert”. Måske du har prøvet det fra familie, venner eller sågar nogle, du ikke kender? Måske du har taget dig selv i at løfte pegefingeren? Eller måske du er bange for overhovedet at tale om, at bæredygtighed optager dig, fordi du frygter at blive konfronteret med “miljøpolitiet”? Sidstnævnte er en størrelse som Cathrine så fint har konceptualiseret sådan her:

Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at bæredygtighed ikke kan gøres til en lukket klub, hvor det handler mere om at dyrke sin egen “rigtighed”, end om at inkludere og motivere hinanden. De problemstillinger, vi står overfor, er ganske enkelt for store til, at de kan løftes af et helligt fåtal. Desuden underminerer den løftede pegefinger ofte, hvor komplekst et emne, der er tale om. Bæredygtighed kommer som bekendt ikke med en facitliste, men med en masse nuancer og kompromiser, der kræver stillingtagen fra den enkelte – både ift. individuelle værdier og ift. personlige resourcer.

Når det så er sagt, kan jeg også selv blive lidt stram i betrækket og føle trang til at påpege noget, der undrer mig. Der, hvor jeg personligt bliver ramt er, når bæredygtighed lugter af smart markedsføring, hvor der ikke ligger en oprigtig intention eller handling bag – når det bare er sweet talk og greenwashing. Når man bevidst prøver at snyde modtageren til at tro, at et konkret produkt eller en løsning er “grønnere”, end det reelt er – så har vi i min optik et problem.

Jeg kan også godt blive bekymret for, om der sker en ufrivillig “forgrønnelse” af konventionelle produkter, når de vises sammen med bæredygtige initiativer. En slags “positiv afsmitning”, om man vil. Det er noget, jeg dagligt spekulerer på. Men jeg synes samtidigt ikke, at det kan være ét enkelt menneskes ansvar – og løsningen må være, at vi hver især tager stilling, tager ansvar og vælger i henhold til vores egne værdier. Vi kan ikke bare afskrive vores eget ansvar, pege på en anden og råbe “du er den!”.

Så, kort sagt: Der, hvor der ligger reelle overvejelser, et reelt forsøg eller en reel handling, og der, hvor der er ærlighed omkring, hvad man gør og ikke gør – der må vi sgu lige passe på hinanden. Og gå i dialog, hvis noget undrer os. Spørge ind, og spørge pænt. På den måde er der basis for, at vi kan blive klogere på både hinanden og på det svære. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal lynche hinanden i bæredygtighedens navn.

Jeg foreslår følgende bæredygtigheds-speedometer:

  • Navigér ud fra dine egne værdier, men husk, at andres værdier kan være både anderledes og ligeså legitime. Måske du sætter CO2-regnskabet først, mens en anden synes, at økologi er vigtigere.
  • Søg dialogen og stil spørgsmål, fremfor at angribe.
  • Husk at ingen kan gøre alt, men at alle kan gøre noget, som den skønne Signe Wenneberg plejer at sige.
  • Husk at enhvert skridt i den rigtige retning er et skridt i – you know – den rigtige retning.
  • Lad virksomheder og politikere vide, hvad der er vigtigt for dig – med dine penge og dit kryds.

… Hvordan lyder det?

Har du mødt politiet? Eller er du bange for, at det sker, hvis du går ind i debatten? Holder du igen? Eller har du selv været betjent?

5 Responses

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *