BÆREDYGTIGE BOLIGTENDENSER I 2019

Da jeg skulle lave research til dette indlæg, var jeg nysgerrig på, om boligmagasinerne havde taget bæredygtighed med i nytårsprognosen. For ville det ikke være det allermest naturlige, at emnet optog endda mere plads i det kommende år? Sådan tænkte jeg. Men efterhånden som jeg fik googlet, scrollet og skimmet, blev det klart, at det ikke var tilfældet. I stedet var det nye former, farver og teksturer, der indvarslede det nye år; alt sammen i klar kontrast til det forgangne.

Det er naturligvis det, boligmagasinerne tjener en stor del af deres penge på: at fremme trends og lave trendprognoser. Alligevel ærgrede det mig, at bæredygtigheden ikke – på en eller anden måde – havde fået lidt spalteplads i en artikeltype, der med garanti får stor bevågenhed af magasinernes læsere. Men måske boligmagasinernes skribenterne mener, at bæredygtighed allerede er cementeret som en måde at indrette sig på? Bevares, de skriver da også, fra tid til anden, om bæredygtighed. Men jeg har også en fornemmelse af, at mange fortsat ikke tænker boligindretningen som et bæredygtigt domæne? Eller kender til opbuddet af bæredygtige boligbrands og materialer? Så jeg har forsøgt at skrive dette indlæg som en slags tillæg til prognoserne – for jeg vil vove den påstand, at man godt kan arbejde bæredygtigt med en trend.

Vi starter med at stille skarpt på nogle bredere bæredygtige strømninger, baseret på egne observationer, og derefter tager vi et kig i boligmagasinernes krystalkugle – og så giver vi dem et twist. Og selvom de ikke får meget plads i dette indlæg, kan jeg allerede nu love jer, at jeg kommer til at introducere en række bæredygtige boligbrands herinde i løbet af 2019. Men nu kridter vi lige banen op.

.

Tendenserne

Tørrede blomster og grene

Ret skal være ret: Boligmagasinet nævner rent faktisk de tørrede blomster og grene. Og flotte er de! Men de er ikke kun dekorative – de er også langtidsholdbare. Og misforstå mig ikke – jeg elsker friske blomster. Men de kan med fordel suppleres med de tørrede. For i produktionen af friske blomster anvendes der ofte sprøjtegifte, og så har vi slet ikke talt om transporten. Man kan dog, nogle steder, købe økologiske buketter eller støtte socialøkonomisk (f.eks. hos Bike & Bloom) ved at købe en buket. Men lad eventuelt dine smukke blomster tørre, og brug dem så længe, du orker.

Mange blomster tørrer på fineste vis – f.eks. er hortensiaer og lavendler meget smukke i tørret tilstand, da de bibeholder en del farve. Grene og græsser såsom gæslinger/pil, pampas, bomuld, eucalyptus, trommestikker etc. er også chic’e og langtidsholdbare.

Zero waste, upcycling og cirkulær økonomi

Flere og flere brands bevæger sig i retning af at mindske spild, både i form af at udnytte restmaterialer, der tidligere ville være blevet kasseret (tænk f.eks. ananastoppe), og i form af at sikre en given vares livscyklus, så den ikke tager fra forbruger til forbrænding. Dette er, ligesom de øvrige punkter, ikke noget, der forekommer isoleret i 2019 – det har været under opsejling længe – men vi kommer til at se mere af det, efterhånden som vores fokus på klimaet skærpes.

Fair trade og socialøkonomi

Én ting er miljøpåvirkningen; en anden er den sociale bæredygtighed. Og overalt kommer nye aktører til, der både sikrer ordentlige forhold herhjemme og i udlandet. Flere virksomheder, der har fokus på at engagere og understøtte samfundets udsatte, vinder også frem.

Gedigent håndværk og det helt lokale

I bæredygtigheden ligger naturligvis, at produkterne skal være langtidsholdbare. Og kan det ydermere være produceret lokalt (eller i det mindste i samme verdensdel), så det ikke skal transporteres halvanden gang om kloden, bliver vi rigtigt glade. Det, tror jeg, at vi kommer til at se endnu mere af.

.

Trendprognosen

Nu nåede vi til den, Trendprognosen. Og hvis du tænker “hvorfor har vi endnu ikke talt om genbrug?”, så bare rolig – det kommer her. For genbrug er en af de helt oplagte måder at arbejde med de konkrete trends på; der er meget lidt, der ikke er set før.

Pasteller er det nye neutrale

Både Boligmagasinet og ALT.dk indvarsler flere pastelfarver. Blandt de nævnte farver er lavendel, pudder, syren, fersken og sart limegrøn. I begge magasiner er der tale om væg-farver, der skal substituere hvid. Men mindre kan altså også gøre det, og du kan gøre dig et væld af loppefund i de nævnte farver. Tænk bare glas, keramik og kunsttryk. Skulle det alligevel krible efter at male noget, kan du eventuelt overveje at give en mindre overflade en overhaling – for nu lige at tjekke, om farven er noget for dig. Opbudet af miljøvenlig maling bliver også bedre hele tiden (prøv bare at google det). Jeg har f.eks. lige givet vores bogkasser en overhaling med overskydende maling fra istandsættelsen af vores klædeskab.

Velour, fløjl og kanvas

Det næste indretnings-bud er, at man skal holde øje med de nævnte materialer. Her kan man med fordel rette blikket mod DBA for både større møbler og mindre pyntegenstande. Du kan finder sofaer, puder og meget mere. Hvis du har et møbel, der trænger til ompolstring, kan dette måske også være en anledning til at afprøve et af de nævnte materialer. Sustain Daily har lavet en fin guide til, hvor man kan købe bæredygtige metervarer lige her, og ellers er der også resttekstiler at finde på DBA.

Brune nuancer

De brune nuancer præsenteres af vores kilde som en måde at “genskabe jordforbindelsen på”. Der var pænt meget brunt i 60’erne og 70’erne, så smut bare på loppis, i genbrugsen eller på din yndlings brugt-app. Der er masser.

Møbler med tyngde, sofaer uden ben og borde med søjlestel

Heller ikke noget nyt under solen her. Søg eksempelvis efter HAY’s sofaer, der ofte er benløse, i diverse brugt-apps. Får du lyst til selv at ombygge eller at lave noget fra scratch, findes der også bæredygtige byggemarkeder (igen, prøv at google).

“Indret med rolige farver, få og nøje udvalgte ting og vigtigst bløde møbler, der tilsammen skaber afstressende rammer derhjemme”

Altså – hvis det er det, der får dig til at slappe af. Måske du, ligesom undertegnede, er til noget lidt mere sprælsk. Eller måske du finder ro i det monokrome. Det mest bæredygtige (og væredygtige) er, at du indretter dig med det, der gør dig glad. Det du oprigtigt kan li’. Men måske at der alligevel var lidt inspiration at hente her.

.

Har du fulgt eller følger du nogle af de bæredygtige tendenser? Og har du spottet flere tendenser end de nævnte?

Og hvad tænker du om et indlæg som dette? Er det en hjælp? Mangler der noget?

Lad mig endelig høre, hvad du tænker!


4 Responses

Leave a Comment