BÆREDYGTIG BOLIG: MUMUTANE

Annonce – i samarbejde med mumutane

Bæredygtig Bolig er en ny kategori, som jeg har glædet mig utroligt meget til at lancere. For selvom vi kommer langt med genbrug, er der også behov for, at vi støtter nye, bæredygtige aktører på interiørscenen: dem, der tager deres ansvar alvorligt; dem, der vil revolutionere en industri; de der ildsjæle, der går forrest, når det handler om at gøre en forskel for mennesker og miljø. Og lige præcis derfor er det også en kæmpe fornøjelse at åbne ballet med aarhusianske mumutane.

“Mu mutane” betyder “vi mennesker”. Det, i sig selv, er en stærk indikator for, at det er solidariteten og fællesskabet, der udgør hjertet i den nystartede virksomhed. Og som navnet også afspejler, er det en solidaritet, der rækker langt udover sprog- og landegrænser, og et fællesskab, der ikke er betinget af sociale tilhørsforhold og hudfarver. Tværtimod, arbejder mumutane for bedre fremtider i både Danmark og Afrika, og for en industri, hvorzero waste-principper og respekt for materialerne fylder meget mere. Mumutane har nemlig både øje for den sociale og miljømæssige bæredygtighed; også selvom samarbejdet foregår på tværs af kontinenter.

Boligindretning og så meget mere

Udvalget hos mumutane er imponerende. Du finder alt fra smukke puder, vaser og småopbevaring til tasker, stofnet, hår accessories og sågar butterflys. På den måde er der en glidende overgang fra bolig til beklædning, og fælles for produkterne er, at de er farverige og stilrene på én og samme tid – som et vidnesbyrd om de kulturer og designtraditioner, der mødes. De traditionelle voksprint, eller “ankara”, er en essentiel del af, hvordan man introducerer og iscenesætter sig selv i f.eks. Nigeria, og hvert eneste mønster bidrager med sin egen historie og sine egne symbolikker. Og alt det indgår i et smukt samspil med mumutanes overordnede budskab: Nemlig at Afrika har uendeligt meget at byde på.

Bag mumutane står Line og Maria, der både er veninder og samarbejdspartnere. Line er uddannet designer, mens Maria er uddannet erhvervsøkonom, og fælles for dem begge er, at tanker om bæredygtighed altid har fyldt meget, og stadig gør det. De har øje for verdensmålene, og når man møder dem, kan man virkeligt mærke, at de har noget på hjerte. De vil skabe fundamentet for varig forandring gennem bæredygtige arbejdspladser, med rum for dygtiggørelse, udvikling og stabilitet – og de er allerede godt i gang.

Social bæredygtighed og kulturel stolthed

Social bæredygtighed handler om bæredygtige livsvilkår; det skal være bæredygtigt for det enkelte individ at indgå i en given sammenhæng, og særligt er det, at kunne forsørge sig selv, af afgørende betydning. Imidlertid har den sociale (såvel som økonomiske) bæredygtighed svære vilkår i store dele af Afrika, og særligt i Nigeria kan fremtidens synes alt andet en lys. Op mod 112 mio. af landets knap 200 mio. indbyggere lever i fattigdom, og den faldende børnedødelighed har bevirket, at landet står med et stødt stigende antal unge, der ikke har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Samtidigt har landet en spinkel og fragmenteret tekstilindustri, der har været under pres fra både vestlige genbrugsdonationer og import fra Asien. Resultatet bliver, at færre og færre unge ser en fremtid i Nigeria, og det er særligt disse unge, mumutane har ambitioner om at hjælpe – også selvom de kun kan hjælpe et fåtal af de mange.

Arbejdet med den sociale bæredygtighed har først og fremmest taget udgangspunkt i samarbejder med unge, lokale kvinder, og i at skabe tillid, hvor andre har brudt den. Med den fragmenterede tekstilindustri, skal man kende de små enkeltmands-skrædderier og fabrikker for at komme i besiddelse af tekstilerne, og derfor er samarbejdet af afgørende betydning. Desuden har Maria og Line ikke interesse i at fjerne deres lokale indkøbere som mellemled; i stedet handler det om tillid og samspil, og at give indkøberne et værdigt levebrød. De lokale kvinder indgår således i et ligebyrdigt partnerskab, hvor de bibeholder deres egne kontakter, og faktisk er eksporten af tekstilerne med til at fostre den følelse af kulturel stolthed, der ellers lider under tyngden af den høje arbejdsløshed.

Respekt for materialerne

Mumutanes produkter udformes udelukkende i resttekstiler, og brugen af resttekstiler betyder, at der er ganske få af hver ting. Dermed får man noget, der er så tæt på unika, som det næsten kan blive, og bæredygtigheden er også tænkt ind i tingenes funktionalitet – flere af tingene er gjort vendbare, så man kan ændre udtrykket, uden at man skal ud at erhverve sig nyt. For mumutane er målet ikke at lave faste kollektioner; i stedet handler det om at bruge hvert eneste tekstil på den bedst tænkelige måde, og selv den mindste tråd forsøges brugt. Mumutane samarbejder desuden med den socialøkonomiske virksomhed Søms, der producerer de Oeko-Tex certificerede monteringspuder, der anvendes.

Foruden de afrikanske resttekstiler, opkøber Maria og Line desuden rester fra danske Kvadrat, der hovedsageligt bruges til pudernes bagsider. Således er voksprintene stadig blikfanget, alt imens spildet også minimeres i Danmark; mange af produkterne syes nemlig i Danmark til at begynde med, samtidigt med at flere og flere af produkterne løbende sættes i gang hos syersker i Nigeria. Den første sending accessories er dog lige landet fra Nigeria, så det må siges at gå stødt fremad i virksomheden, der endnu ikke er fyldt et år. Der ligger et enormt benarbejde i at kvalitetssikre både arbejdsgange og produkter, og det kræver øvelse at mindske spildet. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at mumutane er godt på vej. Jeg føler mig i hvert fald enormt privilegeret over at have mødt Maria og Line så tidligt på rejsen, og jeg glæder mig meget til at følge deres videre færd.

Du finder mumutanes smukke udvalg på deres webshop samt i følgende fysiske butikker. Har du også lyst til at følge med på rejsen, har mumutane desuden en fantastisk rejsedagbog.

Annonce – I samarbejde med Mumutane

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *