APRILPLANER

God weekend, kære du! Marts går ligeså stille på hæld, og med det følger en lille opsamling og en masse intentioner for april. Som jeg tidligere har nævnt, så giver refleksionen over den seneste måned mig utroligt meget – den gør det ligesom nemmere at vide, hvad jeg skal navigere efter; Hvad der gjorde mig glad, hvad der ikke gik som håbet, og hvad jeg gerne vil have mere af. Tager du også sådan en status i ny og næ?

I marts har jeg været på farten endnu engang. Jeg har taget turen mellem Aarhus og København to gange – først i forbindelse med et event hos Novozymes, hvor jeg var inviteret med i laboratoriet til en snak om tøjvask og bæredygtighed, og derefter hos Matter, der havde inviteret til et event om bæredygtig privatøkonomi. Det hele var vanvittigt spændende og utroligt lærerigt! Og i forbindelse med de to events, har jeg også fået holdt en del kaffemøder, hvilket altid er dejligt. Jeg elsker kaffe, og jeg elsker møder med gode mennesker. Jeg kan dog også mærke, at det koster meget tid og energi at være på farten på den måde, så i april har jeg (indtil videre) kun planer om én tur.

En ting, der især fyldte for mig ved udgangen af februar var, at jeg savnede sparring og spejling. Det har marts i den grad hjulpet på – især fordi jeg har set en del til mine grønne blogger-“kolleger”. F.eks. fik jeg endelig mødt helt igennem skønne Pia Storm, som jeg virkeligt oplevede at “connecte” med – både ift. bæredygtighed, freelance-liv og ambitioner. Ligeledes nåede jeg også at tilbringe tid med Johanne, Camilla og Anna, så på den måde har det været en udpræget optursmåned. Og så har jeg holdt møder med nogle fantastiske virksomheder, der virkeligt understøtter følelsen af, at jeg har fat i noget her.

Derudover er mit ansigt kommet på en lille reklamefilm for Matter, jeg haft Instagram-takeover på I Love Global Goals, jeg har fået revideret min “om”-side, og meget meget mere. Jeg har sågar haft fødselsdag, hvor Mads forkælede med øko-pyjamas, loppe-ture og hjemmelavede falafler. Der er endnu engang sket så meget dejligt! Men jeg har også været træt og bekymret, med spekulationer omkring økonomi, og om “det nu kan passe, at det går så godt”. Det er jo fudstændigt fjollet at skyde sig selv i foden på den måde. At køre sig selv så træt med bekymringer, at man faktisk ikke kan levere det, der skal til – det er et selvmål af format. Så den bevidsthed prøver jeg at tage med mig ind i april. Og det der med at få startet op til yoga igen – den halter jeg stadig bagefter på.

I april vil jeg derfor…

arbejde med mine bekymringer. Det er jo fjollet af tage sorgerne på forskud på den måde, så hvad kan jeg lære af dem? Hvordan kan jeg bruge dem proaktivt? Det vil jeg prøve at spørge mig selv om, når tankerne melder sig. (Og så er vi også tilbage ved, at yoga nok kunne være en hjælp…)

tage fat på min nye tjans hos Relove & Roses. Skønne Mia, der upcycler de smukkeste vintage-tekstiler, har nemlig hyret mig ind som SoMe-konsulent, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme rigtigt i gang. Også selvom jeg føler mig som et barn i en slikbutik – jeg har allerede købt en jakke! Det kunne godt gå hen at blive farligt, det her.

søsætte nye samarbejder med skønne, grønne virksomheder. Marts-møderne har båret frugt, og nu skal det føres ud i livet. Blandt kommer der nyt i kategorierne “bæredygtig mode” og “bæredygtig hverdag”!

til netværksmøde for grønne virksomheder i Aarhus! Jeg glæder mig helt vildt, især fordi mange tidligere og nuværende samarbejdspartnere deltager, og jeg er helt fjollet med de seje mennesker. Egentligt har jeg selv leget med tanken om at starte et netværk, for det er, i min optik, virkeligt ærgerligt, hvis de grønne virksomheder i byen ikke lærer hinanden at kende og videndeler.

udgive en masse guide-indlæg herinde. I skrivende stund er jeg igang med en app-anbefaling, en shopping guide og meget, meget mere. Husk at jeg altid er åben for ønsker!

give bloggen en mini-makeover – eller, det her punkt er en “måske”-ting på listen. Jeg skal lige finde ud af, om jeg tør. Men jeg vil utroligt gerne kunne udbygge siderne på bloggen mere professionelt, og det synes jeg ikke, at den nuværende template tillader. Har du et website eller en blog? Og har du fundet nogle gode ressourcer ift. at løse det tekniske? Så vil jeg meget gerne have input.

huske selvforkælelsen. I slutningen af marts tog jeg forbi Yana, der har Silenda (jeg skal måske lige understrege, at det ikke er sponsoreret), der hjalp mig med at få mine negle i forsvarlig stand. Mine “grønne” neglelakker holder desværre ikke mere end halvanden dag, før jeg har fået lavet en masse afslag, og Yana har et “bedre” alternativ til de traditionelle gel-lakker kaldet Evo2. Vi kan hurtigt blive enige om, at det mest bæredygtige ville være ikke at bruge noget, men med de forskellige jobs, jeg har, bidrager det alligevel til min følelse af at være soigneret og klar.

Det er, i grove træk, hvad jeg har på tapetet. Hvad har du oplevet i marts? Og hvad vil du gerne opnå i april?

2 Responses

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *