ANBEFALING: GOOD ON YOU

Vidste du, at der findes en app, der kan fortælle dig, om dit tøj er forsvarligt produceret? At du, mens du står i foran dit potentielle køb, kan tjekke, om det lever op til dine forventninger og værdier? Hvis ikke, så vil jeg anbefale, at du tjekker appen “Good on You” ud. Den er gratis tilgængelig via App Store og Google Play, og siden jeg downloadede den sidste år, har jeg brugt den hyppigt. Jeg har mere eller mindre været hele garderoben igennem med den – også selvom jeg hovedsageligt shopper brugt. For hvilke forhold er mit tøj mon lavet under? Den nysgerrighed er jeg simpelthen nødt til at stille.

Good on You er en vinder på flere områder: Den er eksempelvis utroligt nem at bruge. Du indtaster blot brandet, du vil undersøge, i søgefeltet, og frem kommer en kort beskrivelse af brandets profil + en rangering fra 1-5, hvor 1 er “we avoid” og 5 er “great“. F.eks. kan jeg røbe så meget, at et af tidens mest hypede, danske brands falder i kategorien “we avoid” – og så har jeg ikke sagt for meget. Klikker du på “read more”, får du tre kategorier frem: “Labour”, “Environment” og “Animal”, og så skal jeg ellers love for, at du får lov til at dykke ned i brandets indsatser (eller mangel på samme) på alle tre områder. Under brandet vil du desuden altid kunne se bud på alternative brands, der har ratingen “great”.

Appen indeholder også et ret fedt indeks af artikler. F.eks. kan du læse et indlæg om badetøjs-producenter, der genanvender plast fra havene til at lave – you guessed it – nyt badetøj. Du kan også læse statusindlæg som dette, der omhandler, hvorvidt H&M rent faktisk er igang med at indfri deres løfter om bedre arbejdsforhold. Således kan du både tjekke dit eget skab, finde alternativer til de brands, du kender, samt nørde videre i de fine og meget overskuelige indlæg. Personligt kan jeg godt lide at søge internettet tyndt for uddybende information, men Good on You giver i min optik et rigtigt godt udgangspunkt.

Som jeg nævnte i begyndelsen, har jeg også brugt appen til at tjekke mine genbrugskøb. Nogle brands overraskede positivt, mens andre efterlod mig med en meget dårlig smag i munden – og min første indskydelse er altid, at det er så meget desto vigtigere at tøjet bruges op. Så mennesker eller miljøet ikke har lidt forgæves, ikke? Men selvom jeg går ind for, at vi skal genbruge alt det, vi kan, spekulerer jeg også meget over, hvorvidt jeg ender med at promovere et brand, der ikke har rent mel i posen. Eksempelvis er nogle brands så hypede eller har så genkendeligt et udtryk, at der ikke er nogen tvivl om, at det er deres tøj, man har på. Og det kan jeg godt opleve som lidt af et dilemma, som jeg stadig ikke helt har knækket koden på. Der er faktisk brands, jeg ikke køber brugt længere af samme grund. Er det noget, I har tænkt over? Den eneste løsning, jeg er kommet på, er at jeg italesætter det og intensiverer mit oplysningsarbejde.

En sidste ting, jeg vil knytte til appen (før jeg forsvinder ned i mine spekulationer) er, at den har en ulempe, man kan være med til at udbedre: der er nemlig stadig brands, der ikke er søgbare i appen. Især ikke de danske. Opdager man, at et brand mangler, kan man dog foreslå det via en knap, der kommer frem under søgningen. Og det er da meget nice, ikke?

Tjekker du producenterne ud, før du shopper? Har du måske prøvet appen? Eller overvejer du at prøve den?

Tøj på stativ, app holdt i hånd

4 Responses

Skriv et svar til Tanja Annuller svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *